A few hours before the Islamist terror attack on the Berlin Pride parade (CSD), demonstrators (International Queer Pride) called for an intifada. The terrorist Abdul B. then delivered murder and intifada. Exactly as ordered. #Berlin#Terror#b2507
Radikale vil bekæmpe vold mod kvinder: Kandidat holdt vælgermøde med parti, der mener, at voldtægt er kvinders egen skyld - Frihedsbrevets @KatrineBalch har opdaget at Zohair Ali (R) har holdt vælgermøde sammen med det pakistanske parti PTI. https://t.co/PGW2won2Ux
This might actually be Trump's funniest moment 😂
Japanese Reporter: Why didn't you tell us before you struck Iran?
Trump: "Why didn't you tell me about Pearl Harbor?" 💀🔥😂
Nå da, Læger uden grænser i Iran har slet ikke set noget til regimets overgreb på befolkningen og er desværre ikke i stand til at foretage sig noget ud over almen hændervriden, sorry, sorry! 🙄
Årsagen til de sædvanlige råbegøjers afdæmpede reaktion på begivenhederne i Iran, og det samme ved voldtægter og mord på tapre kurdiske kvindesoldater, er ret simpel:
At støje for meget vil blive set som en indrømmelse af, at der kan være andre problemer end Israel i Mellemøsten.
After writing that Israelis can eat human flesh, the antisemite Francesca Albanese invented a new lie against the Jewish state: an app called “Where’s Daddy”, supposedly allowing IDF soldiers to kill Palestinians specifically when they are with their families.
These absurd blood libels would be laughable if we didn’t already know that such lies always lead to massacres of Jews, like the Chanukah massacre in Bondi Beach.
LAD OS TALE OM FOLKEDRAB OG GAZA
Før vi kommer til selve folkedrabsdiskussionen, er det vigtigt at forstå, at analogier mellem Israel og nazismen er et klassisk og evigt tilbagevendende talking point fra både Hamas og dele af den yderste venstrefløj i Vesteuropa og USA: Den israelske hær er ligesom SS, Gaza og/eller Vestbredden er en stor koncentrationslejr, hvilket israelske fængsler naturligvis også er, IDF er ligesom SS og/eller Wehrmacht anno ca. 1943, mens Netanyahu (eller Sharon, eller Begin osv.) er Hitler osv. osv.
I Vesteuropa er det da også særligt på dele af den yderste venstrefløj lykkedes at udlægge stort set alle nyere krige mellem Israel og Hamas eller andre terrorbevægelser - Gaza 2008-09 og 2014, Libanonkrigen i 2006 osv. - som folkedrab.
De mest forbenede mener endda, at Israel har begået folkedrab siden statens oprettelse i 1948 (et antageligvis virkelig mislykket et af slagsen, eftersom den palæstinensiske befolkning i Vestbredden, Gaza og Israel er vokset fra lidt over en million i 1950 til godt syv millioner i dag).
Så selvfølgelig blev folkedrabspåstanden da også hevet af stalden allerede få dage efter Hamas’ massakre den 7. oktober 2023.
Det slår mig ærligt talt som en kende fantasiløst, for selv for relativt ahistoriske mennesker med dårlige evner i historiske analogier burde der være en del mere oplagte end lige præcis Adolf & co.
Men altså, jeg ved naturligvis godt, hvad formålet med nazi-analogien er: at lave en moralsk sidestilling af verdens eneste jødiske stat og det mest antisemitiske regime i verdenshistorien. Hvis man kan sætte lighedstegn mellem det folk, som nazisterne myrdede, og nazismen selv, har man effektivt gjort offer til bøddel og de to dermed moralsk ækvivalente. Fikst.
Og samtidig positionerer man sig tilmed som en heroisk moderne antinazist, der med historiens vægt på sin side kan advokere for, at stort set ethvert magtmiddel og/eller enhver sanktion tages i brug over for Israel (for altså, hvem vil ikke gerne stoppe Hitler 2.0).
Så folkedrabsanklager mod Israel er ikke overraskende. Det mere overraskende er imidlertid, at så mange denne gang har taget dette alvorligt.
Og hvis vi skal gøre det samme, skal vi lige omkring lidt begrebsafklaring først. Det første er, at vi har en slags ikke-juridisk og populærhistorisk forståelse af folkedrabsbegrebet, som det er mit indtryk, de fleste lægfolk abonnerer på. Denne kan formuleres som noget i retning af en statsmagts overlagte forsøg på, med alle til rådighed stående midler, at myrde samtlige medlemmer af en bestemt gruppe under deres kontrol.
De fleste associerer primært denne folkedrabsdefinition med bl.a. (men ikke kun) Holocaust 1941-45, Armenien 1915-17 og Rwanda 1994 som de mest prominente eksempler.
Denne definition kan vi umiddelbart lade ligge, for den lever Gaza ikke i nogen meningsfuld forstand op til. Alle kan ret oplagt se, at hvis Israel ville, kunne den israelske hær qua sin indlysende militære overlegenhed have dræbt samtlige indbyggere i Gaza for længe siden, hvilket tydeligvis ikke er sket.
Den anden definition er den snævert juridiske i FN’s folkedrabskonventions artikel II, som ICJ anvender og fortolker. Denne er mere teknisk, på nogle punkter vidtgående samt også punktvis uklar (der er bl.a. et lettere kildent punkt i forhold til manglende reel afklaring af, hvad “delvis” i formuleringen “helt eller delvis tilintetgøre” en gruppe i praksis og konkret betyder) og flugter ikke med det, vi kan kalde lægmandsdefinitionen ovenfor.
Det siger ikke i sig selv voldsomt meget - der findes ofte flere definitioner af samme begreb, og tit både en ekspert- og en lægmandsdefinition.
Men ser man på den juridiske definition, er der også gevaldige problemer, for den opererer - af både historiske og politiske grunde - med høje standarder for bevisførelse, når der ikke findes direkte bevis (en ordre el.lign.) på det, man kalder “særlig hensigt”, eller i fagsproget “dolus specialis”, som vi kan oversætte med folkemorderisk intention.
Hvor der ikke foreligger direkte beviser (og selv om vi har set en del temmelig søgte forsøg på at udlægge Netanyahus Amalek-citat m.v. som en form for erklæret intention, så findes der ingen hensigtserklæring fra hverken den for krigen ansvarlige politiske eller militære ledelse i forhold til dette), har ICJ fastslået, at en sådan hensigt kun kan udledes, hvis den er den eneste rimelige slutning af det samlede adfærdsmønster - “the only reasonable inference”.
Samtidig gælder der for anklager af exceptionel grovhed et skærpet beviskrav: Påstande om folkedrab skal underbygges af fuldt konklusive beviser, og domstolen skal være fuldt overbevist.
Dette exceptionelt høje beviskrav koblet med princippet om “the only reasonable inference” betyder i praksis, at hvis der findes et andet rimeligt forklaringsspor end dolus specialis, har det ikke været muligt at gøre folkedrab gældende under den hidtidige præcedens etableret af ICJ.
Og et sådant forklaringsspor, der til fulde forklarer Israels ageren uden at antage folkemorderisk intention, finder man da - utrolig lidt overraskende - netop også. Dette har været gentaget af den israelske ledelse til hudløshed, nemlig at nedkæmpe Hamas og få gidslerne hjem.
Det er oplagt, at Israels løbende operativt-politiske dispositioner - fra valg af mål til periodiske pauser for fange- og gidseludvekslinger - både kan og tilmed bedst forklares ved de mål uden noget behov for at indlæse et ønske om at tilintetgøre palæstinenserne som gruppe.
Mest vægtigt her på det seneste er, at selv om Israels mål i Gaza altså angiveligt skulle have været udslettelse af befolkningen som gruppe, har Israel ikke desto mindre indgået våbenhvile- og udvekslingsaftaler netop samtidig med frigivelsen af gidsler, og Hamas har (oprigtigt eller ej - jeg tror som bekendt, det er "ej") tilkendegivet opbakning til første fase af en aftale, som - ifølge de stater, der har designet den, navnlig USA - indebærer en gradvis uskadeliggørelse af Hamas.
Og dem, der vil hævde, at Israel BÅDE kan have villet nedkæmpe Hamas OG begå folkedrab, har også et problem.
For ICJ’s bevisstandard kræver, at hvis hensigten kun kan udledes af adfærdsmønstre, skal eksistensen af en folkemorderisk hensigt være den eneste rimelige slutning af det samlede adfærdsmønster.
Og i dette tilfælde foreligger der indlysende en robust og konsistent forklaringsramme i form af krig mod en identificeret væbnet modpart, der i øvrigt selv initierede den konkrete konflikt, og man kan konstatere, at i hvert fald delvis opnåelse af de erklærede krigsmål (gidslerne frigivet + mulig uskadeliggørelse af Hamas) har korerreleret med krigshandlingers ophør - ganske som man måtte forvente ud fra den erklærede intention.
Jeg kan selvsagt ikke se ind i hovedet på dommerne hos ICJ. Men skulle et flertal af dommerne her alligevel stemple Gaza som folkedrab - hvad jeg tvivler temmelig meget på, for nu at sige det mildt - vil det ikke blot være en mildest talt markant og hidtil uprøvet anvendelse i denne konflikttype, men i praksis også kræve, at domstolen accepterer at udlede dolus specialis næsten udelukkende af et heterogent adfærdsmønster i en væbnet konflikt mod en identificeret modpart, der selv initierede krigen.
Det vil de facto flytte bevisbyrden fra kravet om, at folkedrab er den “eneste rimelige slutning”, til noget tættere på “en mulig slutning”, og dermed udviske skellet mellem folkedrab og andre grove folkeretsbrud samt åbne for, at en lang række militære konflikter med tilsvarende - eller markant højere - civile tab omklassificeres til folkedrab, eftersom de i samme eller endnu højere grad lever op til de på Gaza anvendte kriterier.
Det kan man naturligvis godt - jura bliver som bekendt lavet af mennesker, og mennesker kan vælge at definere ting, præcis som de vil. Men så står man indlysende med det problem, at folkedrabsbegrebet så vil være reduceret til at være en betegnelse for intensiv og brutal krigsførelse, som man så - af uransagelige grunde (eller, lad os være ærlige: af politiske grunde) - vælger at henregne til samme kategori af begivenheder som Rwanda, Holocaust osv.