Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪

Pilgrim, lommefilosof, historiefortæller, minimalist

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

Mennesker under frekvens 200 oplever ikke mirakler
- David R. Hawkins

Ovenstående citat gav mig et lille “aha, selvfølgelig” øjeblik. Der er ingen genveje til højere frekvenser. Man skal lave grundarbejdet med skyggerne, egoet, tilknytningerne, fortiden, tilgivelse og hvad der ellers er behov for. Det giver mening. Måske er det en kontinuerlig proces gennem hele livet?

Jeg nyder den tid jeg har til rådighed nu, og forsøger at undgå at ærgre mig over at jeg ventede 7 måneder, og ikke reagerede hurtigere.
Men det er sikkert godt at det blev sådan, for det styrker min motivation.
Jeg tilbringer det meste af tiden i meditation. Jeg siger ikke “dyb” meditation, men dog meditation efter bedste evne.

Af og til rejser jeg mig og udfører praktiske gøremål, handlinger er selvfølgelig nødvendige, og jeg oplever også at ting falder på plads for mig, mens jeg sidder i sofaen med mit mantra og mala. Også en fantastisk dejlig besked fik jeg forleden, her i sofaen, noget jeg har drømt om i flere år, og helt udramatisk kom den.

Jeg lader mig dog stadig trække med ind i negative indre dialoger, når min tålmodighed bliver sat på prøve. Men i dette konkrete eksempel faldt det på plads, som det skulle.

Og jeg tror jeg forstår vigtigheden af at skabe stilhed omkring mig. Væk fra sociale medier, de politiske intriger, løgnene og manipulationerne. Det er lave frekvenser. Mantraet har en vigtig funktion i den proces.

Og det er også gået op for mig at Joe Dispenza har ret når han siger at jeg er blevet “afhængig” af den indre, og ydre støj, den indre dialog. Det er virkelig en “addiction”. Sådan skal det naturligvis ikke være.

Hawkins giver en god metafor. Vær ikke bekymret - 98% af dit sind er allerede stille. Men du er hypnotiseret. Forestil dig at du står i en kæmpe sportshal. Den er helt tom, du er helt alene, det meste af hallen er faktisk stille. Men ovre i det ene hjørne, på en af tilskuerpladserne, står der et lille gammelt sort-hvid tv og blæser støjende historier ud i rummet. Du går derover, stirrer og lytter og lader dig hypnotisere.

Forleden hørte jeg en fantastisk samtale mellem Dr. Deepak Chopra og Dr. Mark Hyman. Jeg købte Chopras bog “The Quantum Body” lige efter jeg havde lyttet. Virkelig spændende, og i harmoni med Dispenza etc.

Forandring sker fra en følelse af at det allerede er sket … Nå, ikke flere ord i dag.

P.S. På billedet ses resultatet af en kraftig udtynding i mine urtepotter, jeg tror der var for mange solsikkespirer. Jeg håber jeg har gjort det rigtige :-)

Crede et Vicisti - Tro og Vind

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

Hvad skal det gøre godt for? Hvad skal jeg bruge det til? Spørgsmålene blev stillet til mig, og de var rettet mod min vedholdende interesse for den spirituelle verden.

Når jeg kigger på mit lydbogsbibliotek, er der ikke en knaldroman i sigte.
Misforstå mig ikke, jeg har ikke noget imod en god krimi, men vil foretrække at se den på tv.

Meget apropos har jeg lige set og skrevet om et afsnit af kriminalinspektør Barnaby, eller rettere Midsomer Murders, og jeg har for nyligt set de gamle tv indspilninger fra 1974 af G. K. Chesterton's noveller om Father Brown. En katolsk præst der også er amatørdetektiv, som løber ind i det ene mord efter det andet og han afslører gerningsmanden hver gang.

Jeg mødte Chesterton i min søgen, og han skrev en hel del om kristendommen og katolicismen, og var desuden stor inspiration for C. S. Lewis, der også skrev om disse emner.

Måske kan jeg også kalde mig amatørdetektiv? Jeg forsøger at løse meget store mysterier.

Hvordan er universet opstået? Er der flere universer? Hvordan er de skabt? Hvad ville Jesus og Buddha tale om, hvis de mødtes over en kop kaffe og en høj snegl fra Meny?
Hvad er bøn? Hvad er forskellen på bøn og meditation, hvis der er nogen? Er der nogen der hører bønnen? Er der en Gud? Er Gud det samme som bevidsthed? Hvad er helligånden? Er helligånden bevidsthed? Hvordan slukker jeg støjen, så jeg kan høre hvad der bliver sagt? Har Neville Goddard ret i sin påstand om at jeg selv er skaberen, og der er ingen der lytter derude? Kan man tilgive bare ved at sige at man tilgiver? Hvordan giver man slip, sådan rigtig slip? Genopstod Jesus fra de døde, eller er det blot en metafor? Hvad er frihed? Er frihed begrænsning? Er frihed kun noget værd hvis man er fri til at fravælge den.

Det er faktisk ikke hele sandheden, at der ikke er kriminalstof i mit lydbogsbibliotek.
En af de allerførste bøger jeg købte, var en helt ny indlæsning af Arthur Conan Doyles samlede værker om detektiven Sherlock Holmes. Jeg købte den primært fordi de blev indtalt af Stephen Fry, der selv er meget fascineret af den fiktive Holmes karakter, og han er, efter min mening, perfekt til opgaven. Jeg er siden blevet lidt træt af Fry, på grund af hans politiske korrekthed, men jeg kan rumme det, og hans manglende dømmekraft gør ham ikke til en ringere skuespiller.

Jeg havde, og har vel, men jeg tror ikke han er aktiv mere, en buddhistisk lærer der hedder Lama Ole Nydahl, og han sagde: “Husk at du ikke kun skal forbruge buddhisme, du skal også producere.”

Og jeg hørte Karen Armstrong sige, at det ikke handler om blot at tro, men om at praktisere, altså hårdt vedholdende arbejde med at afskaffe egoet, udvikle medfølelse, give slip og alt det andet. Det er en færdighed, som at lære at spille golf, eller at danse ballet. Du kan ikke trække evnen i en automat, der skal arbejdes og trænes hårdt og vedholdende.

Og jeg gentager et af trappistmunken Thomas Mertons berømte citater da han gik ind i klosteret The Abbey of Gethsemane: “Brother Matthew locked the gate behind me and suddenly I was enclosed in the four walls of my newfound freedom.”

Blandt Sherlock Holmes aficionados er der vist ret bred enighed om, at den ultimative fortolkning af Holmes filmatiseringer, blev udført af Jeremy Brett i Granada Televisions produktioner fra 1984-94. Jeg har ikke set alle Sherlock Holmes fortolkninger, men jeg er også begejstret for Jeremy Brett.

Jeg har forsøgt at lytte til St. Thomas Aquinas, en italiensk teolog, der gjorde et ihærdigt forsøg på at beskrive hvad Gud er. Det var først da jeg hørte Bishop Robert Barrons beskrivelse af Aquinas beskrivelse, som jeg heller ikke fattede, men det var så komplekst at jeg spidsede ører. Jeg har købt den korte udgave af Aquinas enorme værk Summa Theologica, men også den har jeg problemer med. Men det positive er at det er komplekst, ikke noget pjat med at “Gud er en gammel mand med stort skæg der sidder bag en sky og holder øje med dig og straffer dig hvis du gør noget forkert, og som sjovt nok mener det samme som mig, så du kan lige så adlyde mig … “

Forleden dag så jeg tilfældigt et klip med entertaineren Casper Christensen, der angiveligt har fundet Jesus og er begyndt at gå i kirke. I det korte klip fortalte han, at når han i gamle dage væltede hjem fra byture i enorme branderter, var der stor og bred opbakning til hans adfærd med druk og utroskab med mere.
Men hans nyfundne tro, nyder ikke samme opbakning fra befolkningen og han bliver mødt af nedladende bemærkninger. Man skulle ellers tro at et land med en befolkning der uden at kny, accepterer verdens højeste skatter og afgifter, en kontinuerlig formindskelse af privatliv, overvågning af banktransaktioner, kameraer på gader og stræder og politikere der forsøger at indføre en ny endnu mere ekstrem overvågning, samkøring af sundhedsdata og alt andet privat kommunikation og med brug af moderne teknologi ønsker at spore “mistænkelig adfærd” - kort sagt, ønsker at skabe et samfund uden ret til privatliv, og at folk for få år siden accepterede de mest absurde indgreb i deres liv, på grund af en ufarlig virus der overlevedes gennemsnitligt af 99,7%, ville udvise forståelse for folk der ønsker at leve efter nogle ret restriktive principper, der godt nok er udviklet for et par tusinde år siden.
Men sådan er det åbenbart ikke.

Men Sherlock, hvorfor er du så bekymret for den politiske kontrol, når du lige har hævdet at indespærring i et kloster er lig med frihed? Måske har folk det bedre i et lommepenge-samfund, med total overvågning?

Elementært kære Watson: Det handler vel om tankekontrol. Ønsker man at gå i kloster, er der ingen der siger det skal være katolsk. Måske foretrækker man et zen kloster et sted i Japan, eller et kristent ortodokst kloster på Mount Athos? Desuden er man ikke indespærret, og kan forlade klosteret hvis man ønsker.

At søge stilheden for at undersøge bevidstheden om, eller bag tankerne, eller, om man vil Gud, er uendeligt meget større end at leve i et samfund hvor magthaverne skræmmer folk med krige og sygdomme, konfiskerer deres penge så de bliver afhængige, ufrie og apatiske.

Overvågning handler om kontrol af tanker og adfærd, motiveret af magt og økonomi. Det kan religioner også bruges til, og bliver brugt til, men jeg foretrækker muligheden for at vælge og jeg foretrækker at kunne hæve mine penge, og skrive et brev, uden at Gud, eller politikere, læser med.

Magten frygter mennesker, der søger stilhed og bevidsthed.
De kan gennemskue og lader sig ikke så let manipulere. Derfor er disciplin og disciplin, ikke det samme. Og begrænsning kan føre til begrænsning, men det kan også føre til frihed.

Og hva’ med mysterierne? Hvordan går det med dem, Sherlock?

Stilhed udvider, frygt indskrænker. Stilhed er fundamentalt. Men det er ikke let.

Det er alt hvad jeg kan sige lige nu, men historien fortsætter.

Til Sherlock Holmes nørder, vil jeg blot sige, at såvidt jeg er orienteret, og korriger mig hvis det er forkert, så forekommer udtrykket “Elementært kære Watson" aldrig i Conan Doyles historier. Det må være noget der stammer fra en filmatisering, eller en anden fri fortolkning.

Fortsættes i næste afsnit …

Crede et Vicisti - Tro og Vind

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

Jeg er stadig optaget af at arbejde med de nye bøger af Majbritte Ulrikkeholm, Skriv fra sjælen og Vision, og jeg overraskes og glædes over hvor mange spændende og tankevækkende emner hun tager op, og hvor flot, levende og fantasifuldt hun beskriver sit syn på livet, og sine oplevelser, og har lavet mange helt konkrete øvelser man kan arbejde med.
Og det glæder mig at jeg både kan genkende meget og føle mig hjemme i hendes univers, men sandelig også bliver præsenteret for mange nye måder at opleve livet og metoder til at bearbejde disse.

Jeg ved det lyder helt utroligt, men jeg har faktisk, eller faksi, som mit barnebarn siger, nogle aspekter i mig selv, som jeg ikke bryder mig om. Ja, det er sandt. Og jeg har oplevet perioder hvor andre aspekter, som jeg holder mere af, træder tydeligere frem.

Forleden sad jeg, i min gamle sofa, mit alter, og inspireret af Majbritte, lavede jeg en øvelse, formuleret som en dialog mellem de to personligheder. Ham jeg kan lide, stiller spørgsmål til ham, jeg ikke bryder mig så meget om, der forsøger at svare efter bedste evne.

Jeg fornemmede at Majbritte havde beskrevet nogle tilsvarende teknikker, men var ikke sikker, så jeg begyndte at lede i bogen “Skriv fra sjælen”, der lå lige ved siden af mig i sofaen. Og ganske rigtigt, har hun et afsnit med titlen: “Åndetvillingen”. Jeg satte min øvelse på pause, og begyndte at læse.

Med forbehold for at jeg har misforstået det, anbefaler Majbritte at man i stedet for at antage, at når man har et problem man gerne vil arbejde med, og løse antageligt, er det ikke nødvendigvis at løsningen findes i problemets diametrale modsætning, som vi er nogle der tror.

Men denne tendens betyder, at man ofte ender det samme sted, som ikke altid er det bedste sted. Man lukker af, i hjertet, man sidder fast, for at beskytte sig, og man gentager måske mønstre, der ikke skaber gode løsninger, men vælger det kendte værktøj.

I stedet anbefaler Majbritte, at man kontakter sin “Åndetvilling” og beder om en mere sjælfuld løsning, som man lytter til og skriver sig frem til. Hvordan man får kontakt til denne side kan sikkert være individuelt. Men pointen er at løsningen ikke behøver ikke at betyde den stik modsatte adfærd, den adfærd man altid søger når det bliver svært.

Citat fra bogen: “Måske lærer vi at det vi gør, ikke er forkert, men blot kalder på en sjælfuld måde at gøre det samme på.”

Og hun skriver også noget, som har haft min interesse i længere tid, at der ikke findes absolutte sandheder, men at noget kan være sandt, og samtidig kan noget helt andet være lige så sandt.

Og i disse tider med stærke totalitære tendenser i verden, er der efter min opfattelse mere end nogensinde brug for disse tanker. Men jeg stiller hurtigt tilbage til sofaen og lader andre klare de store internationale udfordringer.

Og påvirkede dette afsnit og den viden jeg nu havde, min egen dialog?
Ja det gjorde den. Den “gode” side af mig, blev lidt mindre anklagende, lidt mere tolerant, var lidt mere tilbøjelig til at søge forståelse, end til at fordømme.

Den anden side blev glad for at nogen forsøgte at forstå ham, i stedet for at blive slået i hovedet og gjort forkert. Han behøvede ikke længere at retfærdiggøre sig, og han var glad for muligheden for at forsøge at redegøre for, hvorfor han havde valgt denne tilgang, men forstod også at det var uhensigtsmæssigt.

Men han skulle jo også forstå, på en blid måde, at jeg gerne vil af med ham.

Det er en proces, og vi får helt givet brug for flere “samtaler” i fremtiden, men jeg er sikker på at det nok skal gå.

Det følgende kapitel efter Åndetvillingen, i Skriv fra sjælen, hedder: Det livgivende kaos og på det vedhæftede billede er mit barnebarn i færd med at tegne og skrive på mine vinduer, og hun er en stor hjælp til at skabe et livgivende kaos i mit liv. Jeg er meget taknemmelig for den tid vi har sammen og den hjælp hun giver mig.

Fortsættes …

Crede et Vicisti - Tro og Vind

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

I dag har jeg lyst til at skrive om, må jeg sige et utraditionelt emne? Men jeg holder mig ikke for god. Jeg vil skrive om mine tænder! Rabler det for mig? Det er ikke umuligt, men historien er interessant for mig, af flere grunde. Den handler nemlig også om forudfattede meninger og at have svært ved at tro, selvom man kan se det.

I en årrække har jeg kæmpet med tandsten, der som de fleste ved, ikke er godt, for noget, hverken tandkødet, udseendet eller åndens odeur. Min tandlæge fortalte mig, for mange år siden, at jeg var en af dem der producerede meget tandsten, så han, og senere hun, anbefalede at jeg fik tandrensninger, med 3 måneders intervaller.

Jeg kunne jo selv se på de forreste tænder i undermunden, at de havde ret, og selvom jeg passer mine tænder med elektriske tandbørster, mellemrumsbørster, tandtråd - grundigt og samvittighedsfuldt, mindst to gange i døgnet, var de regelmæssige besøg hos tandlægen nødvendige for at jeg kunne holde mine tænder pæne. Men uanset hvad jeg gjorde, var den næste tandrensning nødvendig. Og jeg må sige at jeg også godt kan lide at få dem renset.
Følelsen - altså bagefter, når man har glemt hvad det kostede og kæbemusklerne er begyndt at slappe af igen, er virkelig skøn.

Men så skete det, at jeg på en af mine mange og lange stunder på en kendt amerikansk videokanal, der begynder med Y, tilfældigt så en video om dette emne. Kanalen omhandler mange forskellige sundhedsrelaterede emner, men i dette tilfælde var det tandbelægninger, der var emnet. Min nysgerrighed blev vakt, og jeg lyttede interesseret.
I videoen hævdes det at årsagen til disse belægninger kan være en bakteriel infektion, forårsaget af en ubalance i de bakteriekulturer der naturligt bør være i munden.
Men på grund af brug af fluor, er der skabt ubalance, så denne bakterie nu har fået frit slag.

Jeg tror jo ikke på alt hvad jeg hører, og tænkte, “kan det nu også passe?”.
Men især de seneste års adfærd fra sundhedsmyndigheder og fagfolk, har gjort mig skeptisk overfor autoriteter, og mere åben for andre muligheder.
Men min skepsis går begge veje. Og det er sundt.

Derfor besluttede jeg at afprøve påstanden. Jeg hastede ud på internettet og fandt en helsekostbutik, og bestilte 3 tuber tandpasta - uden flour.
Jeg havde aldrig skænket tandpasta mange tanker, og besluttet at alle de historier om tandpasta, der kan gøre tænderne hvidere og hvad der ellers findes af påstande, primært er påstande og reklamegas. Så jeg har blot købt hvad der var på tilbud og med flour, for det er hvad der tilbydes i normale butikker.

Tuberne ankom og ja, de koster væsentligt mere, men det vil jeg gerne betale.

Jeg tog det i brug og bemærkede, indrømmet, til min overraskelse, at belægningerne forblev væsentligt reduceret. Da jeg igen skulle til tandlægen, sagde jeg intet om mit skift af tandpasta. Hun roste mig og sagde at jeg gjorde det godt.

Jeg fortsatte med den nye tandpasta, og det forundrede og irriterede mig at selvom jeg tydeligt kunne se en forskel, sad tvivlen stadig i mig. Kunne det virkelig passe? Var det et tilfælde? Indbildning? Jeg kunne se det, men havde alligevel svært ved at acceptere det.

Og jeg fortsatte med den nye flourfrie tandpasta, og så skete det vanvittigt irriterende, at jeg fik en hilsen fra min tandlæge, der meddelte at hun havde valgt at stoppe, og havde solgt sin andel af praksis til en anden tandlæge.

Jeg var ikke glad, for jeg kan ikke lide forandringer, især ikke når det gælder tandlæge. Og det var ikke så mange år siden at min forrige tandlæge var gået tidligt på pension og nu skulle jeg til det igen. Men jeg anerkendte hendes behov for forandring. Når man i årevis har siddet skævt på en stol og kigget ned i tusinder af munde, må der komme et tidspunkt hvor man har fået nok.

Jeg blev også i samme mail, introduceret til hende der skulle overtage og hun så sød og venlig ud. Men jeg var sikker på, at jeg ikke kunne lide hende, at hun var en pengemaskine, og jeg blev træt af at tænke på, at jeg nu skulle til at opbygge en ny relation. Det var kun når jeg virkelig tog mig sammen at jeg kunne overbevise mig om at det måske var bedst, at jeg først mødte hende, inden jeg besluttede mig, i stedet for mine forudfattede meninger, gæt og og frie fantasier.

Da den næste indkaldelse ankom, nu til den nye tandlæge, valgte jeg at udskyde aftalen, for det var lige i den periode jeg var ved at skifte job. Det var en stor fejl, ikke kun at udskyde tandeftersynet, men også at tage jobbet. Den næste periode blev ret uoverskuelig, og jeg udskød eftersynet flere gange i løbet af vinteren. Først primo maj, næsten 10 måneder efter det sidste eftersyn, fik jeg endelig en aftale.

For nylig havde jeg taget en fridag og gik og ordnede praktiske gøremål, da telefonen ringede. Det var tandlægens assistent, der spurgte om jeg havde mulighed for at flytte eftersynet, til om to timer, samme dag, da min nye tandlæge, som jeg endnu ikke havde mødt, skulle til begravelse på den dag min oprindelige tid skulle effektueres.
Jeg sagde ja, lad mig endelig få det overstået. Jeg tog af sted og var lidt spændt, det indrømmer jeg.

Men nu havde jeg muligheden for at afprøve om en længere pause uden tandrensninger, med brug af flourfrit tandpasta, ville få katastrofale følger? Og samtidig ville mine bisser blive checket af en person der ikke kendte historikken, bortset fra journalerne.
Og jeg fik endelig mulighed for at undersøge om jeg kunne lide min nye tandlæge, eller om jeg skulle ud og finde en ny.

Jeg sad i venteværelset og der var lidt forsinkelse, men endelig kom hun og inviterede mig ind i sit rum, hilste pænt og gav vist også hånd. Jeg kunne mærke at min modstand gradvist blev mindre.

Hun beklagede ændringerne, og besværet, og forklarede at hendes barndomsvenindes far var afgået ved døden, hun skulle til begravelse på Lolland, hvor han havde fungeret som præst i mange år. Sporede jeg et svagt dialekt? Jeg har en svaghed for Lolland, og ikke mindst ganske smukke kvinder med et blødt lollandsk dialekt.

Men hun ville gerne i gang og det ville jeg også, så jeg satte mig i stolen og projektøren blev indstillet og ret hurtigt kom den besked jeg gerne ville høre. “Du passer da dine tænder fint, der er næsten ingen belægninger” - sagde hun.

Derefter gik hun i gang med den rutinemæssige rensnings forskellige faser og der var ingen problemer, hun var hurtig og tilsyneladende grundig.

Min modstand var nu væk. Jeg var begejstret. Alt tydede på at jeg havde fundet min nye tandlæge. Jeg fortalte hende ikke noget om mit skift af tandpasta. Det forbliver min hemmelighed, som jeg godt nok deler på sociale medier, men hvad, det læser hun nok ikke, og gør hun, er det ok.

Men jeg havde taget helt fejl af hende - på ALLE områder.

Jeg har hørt den canadiske psykolog og internet fænomen Jordan Peterson fortælle om sine forbedringer af en række fysiske og helbredsmæssige forhold, skavanker han har kæmpet med i årevis, flere alvorlige, indtil han gik på en meget stringent carnivore diæt og angiveligt kun spiser steaks.
En af de overraskende ting der skete var at forskellige problemer med tænder og tandkød etc. også helt forsvandt, på trods af at det i den traditionelle behandling, bliver betragtet som en umulighed, når først skaden er sket. Det er åbenbart ikke tilfældet, så hvorfor er der ikke mere interesse for det?

For mig eget vedkommende var min største overraskelse, at jeg ikke kunne tro på forandringen, selvom jeg så den med mine egne øjne. Jeg er helt klar over at den viden om flour er eksisterende, at nogle grupper er meget kritiske, mens andre fastholder brugen.

Jeg har ikke planer om at vende de traditionelle behandlingmetoder ryggen helt og holdent, men jeg vil holde øje med alternative metoder. Og dem vil jeg også holde øje med og være skeptisk. Læger og tandlæger er uddannede og holder fast i de ting de lærte. Og de få der forsøger sig med alternative metoder, kan måske risikere at blive straffet af det system, der kontrollerer dem, og deres autoritetstro patienter forlader dem? Man kan måske huske de få læger, der blev lidt for kritiske i de brølende coronadage? Det kunne koste dem dyrt.

Så jeg holder fast i brugen af min nye tandpasta, og vil øve mig i at være vågen og opmærksom på alle de muligheder der findes, og aldrig glemme at en stor del af vores fysiske skavanker skyldes negative tankemønstre. De sidste dage har jeg lyttet til Louise Hays visdomsord, og det er påfaldende som de minder om Seeren fra Andalusien og David R. Hawkins, med flere, men det kan selvfølgelig ikke overraske, når det er universelt.
Nogle siger at man skal tro det for at se det, andre vil se det før de tror det, og jeg skal øve mig i at tro på det jeg ser, når det sker lige foran mig, og lade være med at projicere mine begrænsende overbevisninger, og forstå at jeg intet forstår og intet ved, men skal være åben for de mirakler der sker hele tiden lige foran mig.

Crede et Vicisti - Tro og Vind

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

Måske er det Majbritte Ulrikkeholms bøger, eller måske er det udsigten til snart at stoppe med at arbejde jeg ikke har lyst til, for en stund, at jeg fik lyst til at male høns på nogle urtepotter. Min gamle passion for høns er dukket op igen, efter en lille pause og de er hjerteligt velkomne.

I går skrev jeg en historie om to nyindkøbte bøger af Majbritte og fortsætter ufortrødent, for jeg er kun lige begyndt, og der er meget jeg kan bruge.
Link i kommentarfeltet.

Et sted skriver hun at universet sender billeder til os, og det er vores opgave at fremkalde dem. Som gammel fotonørd, der også har stået i mørkekammer i mange timer, er det en metafor jeg kan forholde mig til.

Jeg har tænkt meget over dette med at sætte sig mål, og når jeg kigger tilbage, lader det til at det er noget andet der har valgt for mig, det er målet der vælger mig, ikke omvendt. Interessen, lysten, passionen har grebet mig og trukket i mig. Det har ikke føltes som et valg, for alle andre muligheder faldt bort, når interessen opstod.

Majbritte er inde på det samme. Visionen er ikke nødvendigvis en praktisk opgave der skal “løses”, men en tilstand, men dog også en forberedelse, indsamling af viden, kunnen og uddannelse, og så kan man håbe på at universet kommer med en løsning, der ofte viser sig på helt overraskende måder, som man slet ikke selv kunne tænke sig frem til i den logiske verden.

Men man kan gøre meget for at skabe omstændighederne, hvis man ved hvordan.

Majbritte skriver meget smukt, at hun hver dag inklinerer for sin skaberkraft. For skaberkraften er høflig og galant, og den træder altid et skridt tilbage når vi fylder dagen med praktiske gøremål, derfor skal vi vise hensyn og respekt og skabe plads til den.

Jeg tænker at det er det jeg har gjort ved at opsige mit job, tage 3 ugers karantæne i a-kassen, og endnu ikke have nogen klarhed over hvad jeg skal lave.
Det skaber usikkerhed, og jeg er både usikker og fortrøstningsfuld på samme tid. Det skal nok gå, og jeg tager ingen vanvittige chancer. Og det føles rigtigt.

Jeg vil slutte denne historie, for jeg havde glemt at det var min plan at skrive kortere historier, men gerne hyppigere, hvis behovet opstår - og det gør det …

Fortsættes …

Crede et Vicisti - Tro og Vind

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

Ikke fordi jeg fortjener det, men fordi jeg behøver det.

Jeg kom lidt skævt ind på en af kirkens repræsentanter denne skærtorsdag. Men det var min egen skyld. Jeg beder om tilgivelse.
Jeg har glædet mig meget til påskedagene, fordi der er nogle dejlige fridage, og jeg skal ikke af sted til det job som jeg er træt af, og derfor lige har sagt op. Jeg stod som altid tidligt op, spiste morgenmad, drak et par kopper kaffe og gik i gang med at skrive. Det er det bedste tidspunkt på døgnet.

Da historierne var postet på diverse medier og min blog, fik jeg ideen til at gå til en gudstjeneste, og jeg kunne se at der naturligvis en del tilbud.
Jeg slog det hen, men følte senere et behov for at bevæge mig lidt, og jeg manglede et par småting som jeg desværre ikke kan få hos https://t.co/wwxeAJBpW2, men havde noteret mig at 365 supermarkedet, som navnet antyder, havde åbent denne helligdag. Solen skinnede, og jeg tog mit kamera over skulderen, og spadserede mod hovedgaden, der ligger få hundrede meter fra min bolig.

Da jeg nærmede mig Domkirken, kunne jeg høre kirkeklokkerne, og jeg mente at kunne erindre at der var en gudstjeneste kl. 10. Mit ur viste 9.58, så jeg besluttede at lægge vejen forbi. De var lige begyndt at synge, og en sortklædt kirkemedarbejder stod i foyeren, da jeg åbnede døren og kiggede ind. Det så ud som om han lige havde lukket døren til kirken, og da jeg spurgte om jeg måtte gå ind, fornenemmede jeg en let tøven, som om det ikke rigtigt passede ham, og han sagde noget jeg ikke helt forstod, men åbnede dog døren til kirkerummet og jeg fik lov til at gå ind. En anden sortklædt kvinde gav mig en salmebog i hånden. Jeg fandt en plads bagerst i det store lokale. Et velklingende kor sang, og der faldt et smukt lys ind i rummet fra de høje vinduer.
I min begejstring tog jeg min mobiltelefon frem og begyndte at optage video. Jeg skænkede ikke en tanke at det var uhensigtsmæssigt, men det gjorde den føromtalte sortklædte kirkemedarbejder mig nu opmærksom på. Høfligt, men bestemt. Jeg pakkede selvfølgelig telefonen væk. Det var ellers en smuk optagelse.

Jeg lod mig ikke slå ud, og blev hængende. Der var forskellige ritualer, og to små børn blev døbt. Det gjorde mig glad at se alle de børn, og deres uformelle afslappede væremåde. Den kvindelige præst opfordrede andre børn til at stille sig på trappen til alteret, så de kunne se hvad der foregik under dåben, og hendes måde at agere og formulere sig var afslappet og uformel. Der var noget ved hende jeg godt kunne lide. Jeg har senere fundet ud af at præsten hedder Ane LaBranche og koret hedder Roskilde Domkirkes Voksenkor.

Hun holdt også en kort prædiken, og jeg synes det kan være svært at forstå hvad der bliver sagt i den specielle akustik i det store rum. Men jeg forstod at pointen var at man bør overveje at rumme mennesker, der selvom de ikke har gjort sig fortjent til at blive rummet, måske netop derfor har brug for at blive det.

Jeg synes det er et smukt og rørende budskab, der vidner om overskud.

Nogle vil måske spørge om jeg har forladt buddhismen og konverteret til kristendommen i stedet for. Jeg er generelt ikke vild med ismer. Jeg nyder at bevæge mig frit rundt i det spirituelle og filosofiske supermarked, og lytte og læse og lære fra alle de kloge hoveder. Jeg vil helst være fri for faste systemer og rigide metoder.

Jeg overvejede om jeg skulle deltage i nadveren, og jeg gik med op til alteret og kiggede nysgerrigt på, men det blev lidt for eksotisk. Så jeg sprang over og gik tilbage til min plads.

På vej hjem tænkte jeg over prædikens budskab: “Ikke fordi jeg fortjener det, men fordi jeg behøver det.” Det kan tolkes på andre måder, men måske mere om det i en anden historie.

Crede et Vicisti - Tro og Vind

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

I sidste weekend, og det er jo ikke så længe siden, for det er skærtorsdag, selvom det føles som lørdag, afprøvede jeg en anden måde at skrive på.

Ændringen bestod i at skrive kortere historier, i stedet for de lange og ofte usammenhængende fortællinger, jeg har praktiseret.

Det kunne jeg godt lide, så jeg har besluttet at det er det jeg vil gøre fremover.

Om søndagen skrev jeg 6 historier, som alle blev lagt ud på sociale medier, og på min blog https://t.co/tuHJslBMvK.

Jeg undersøgte også hvad længden på en gennemsnitlig bogside er og fandt ud af at den typisk er på ca. 2000 tegn, inklusive mellemrum og tegn. Selvfølgelig er det kun et gennemsnit og det kan variere meget.

Det svarer til en A4 side, med 11 pkt. skriftstørrelse og normal linjeafstand.
Så det bliver den maksimale længde for en historie i den kommende tid. Jeg har godt af at lære at beherske mig.

Af og til får jeg en opfordring til at tjene penge på skriveriet. Hvorfor udgiver du ikke en bog? foreslår nogle, og jeg tager det som et kompliment, men tænker også, hvorfor? Alt hvad jeg skriver ligger jo tilgængeligt på min blog og kun meget få læser det.

Men måske kan en forenklet og fokuseret skrivemetode bane vejen for mere læsevenlige historier. Hvem ved? Måske kommer jeg til at savne de spontane emneskift, som jeg holder meget af, og at lade nye ideer og associationer få frit løb?

Måske skal det være det overordnede tema i den kommende tid.
Mere fokus. Ikke sprede energi og koncentration i alle retninger?

Crede et Vicisti - Tro og Vind

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

Jeg har desværre ingen høj snegl i dag, men nu er det skærtorsdag og jeg ser frem til nogle velfortjente fridage. I den forløbne weekend, tog jeg den store beslutning at opsige mit job. Det var ikke nogen spontan beslutning, men den var nødvendig.

I tirsdags sendte jeg den officielle besked til min arbejdsgiver, og havde også printet et par opsigelser til min nærmeste leder. Jeg ville være helt sikker på at de modtog den, og var lidt usikker på hvordan jeg skulle gøre, men der var ingen problemer. Jeg fik en bekræftelse fra HR, som jeg underskrev elektronisk og har nu en kvittering for at de har modtaget beskeden. Jeg har 30 dages opsigelse.

Det er en underlig proces, for det er en ret stor beslutning, og den kommer også til at koste mig penge i form af 3 ugers karantæne, men når beslutningen er taget, fortsætter livet som før. Arbejdsopgaverne skal stadig udføres. Mine kolleger har længe vidst at jeg ønskede at stoppe, det havde jeg gjort officielt, så der var ingen større overraskelse for dem. Det er en lettelse, men der er også en følelse af ængstelse som jeg gerne så mig fri for, men det er åbenbart et vilkår som jeg må leve med. Og følelsen er åbenbart heller ikke så stærk, at den har stoppet mig.

Og hvorfor overhovedet lade sig styre af følelser, men mere om det senere.
Hvad er så næste skridt i planen? Ja, jeg har et muligt job på hånden, der blot kræver at visse elementer skal falde på plads. Jeg er optimist, men vil alligevel gå i gang med at søge andre jobs. Man skal ikke placere alle sine æg i samme kurv. Se blot hvordan det gik for konen med æggene, der gik og drømte sig til succes, men glemte at se sig for lige der hvor hun gik.

Så min plan er at finde et job der tilgodeser mit andet liv. Jeg mener ikke livet efter døden, men livet i fritiden, livet ved siden af arbejdslivet. En bedre balance. Mere tid til det, der også betyder meget for mig, eksempelvis at sidde her i sofaen og skrive historier.

Jeg drømmer om at udvikle en større tillid og optimisme til at det nok skal gå. En følelse af at have ret til at skabe det liv jeg ønsker. Ikke føle mig presset til at skynde mig.

Men et er, hvilke krav jeg stiller til universet, et andet er, hvad universet kræver af mig.

Crede et Vicisti - Tro og Vind

Referencen til den høje snegl kan læses i kommentarfeltet.
https://t.co/dd9f3PCDMG

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

Det har været en usædvanlig skrivedag for mig. Et interessant eksperiment.
Dette er den 6. historie skrevet i dag, og det har jeg vist aldrig prøvet før.
Men måske er behovet også større, når der er større beslutninger forude.

Nu skal jeg i gang med at opsige mit job, og det ser jeg frem til.

Jeg har faktisk lagt denne historie ud tidligere, men der var en negativ vibe i den, og den brød jeg mig ikke om. Selvom jeg godt kunne stå ved den.

Forgive everything that is witnessed and experienced, no matter what.

Remember that Buddha, Christ and Krishna all said that all error is due to ignorance.

Sokrates said, all men can choose only what they believe to be the good.

Jeg tror det bliver dagens sidste historie, men man ved aldrig.

Crede et Vicisti - Tro og Vind

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

Hvad har Louise Hay, David R. Hawkins og Calle Montsegur (Seeren fra Andalusien) til fælles?

Og hvad er tilgivelse egentlig?

Jo, jeg vil mene at fællesnævnerne for de 3 nævnte personer er at de alle er af den overbevisning at der bag et svigtende helbred, kan ligge blokerede følelsesmæssige tilstande, uforløste traumer, negative tankemønstre og overbevisninger, gamle konflikter etc.

Jeg har ikke så meget erfaring med det, men jeg erklærer mig helt enig. Men bemærk at jeg skriver “KAN ligge”.

Jeg har lige læst Hawkins bog “Healing and Recovery” og det var ikke småskavanker han kæmpede med. Men ved at give slip på negative indtryk i sindet, forlod de mange lidelser hans krop en efter en.

Da han var i slutningen af 30'erne, fik han en sygdom, der nær havde slået ham ihjel. Han var ateist, men i sidste øjeblik fik han ideen, at såfremt der evt. er en gud et sted, ville han rigtig gerne have hjælp nu. Så gled han over i bevidstløshed, men da han vågnede, var han i bedring, og han overlevede.

Det kan minde lidt om Lars Muhls historie i Seeren, der efter lang tids sygdom får kontakt med Calle Montsegur, der ændrer hans tilstand næsten øjeblikkeligt.

Hawkins hævder, at man skal undlade at give eller få diagnoser. En diagnose er en programmering, en definition. Måske har han fat i noget. Han var uddannet læge.

Måske behøver det ikke kun være et negativt indtryk, der ødelægger energiflowet. Måske er det også uhensigtsmæssigt at fastholde, klamre sig til, clinging, som buddhismen kalder det, til positive indtryk. En fastholden er i sig selv en blokering.

Men hvordan tilgiver man? Jeg kan sagtens sige “Jeg tilgiver jer alle sammen for ALT” - men har jeg givet slip på dybere emotionelle niveauer? Har jeg virkelig givet slip?

Ifølge Hawkins kan det også være programmeringer, eksempelvis fra familiemønstre, eller kollektive påvirkninger fra medier, politiske påvirkninger og forskellige kombinationer af disse.

Fortsættes …

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

Af og til må man bare have en høj snegl og sige sit job op.

I går kom jeg tættere på konklusionen, at jeg bliver nødt til at opsige mit job.
Det stjæler min energi og min tid, og jeg får ikke andet end penge ud af det.
Jeg har ikke lyst til at være i det mere.

Jeg stillede spørgsmålet, skal jeg sige op? - inden jeg gled over i søvnen, og da jeg vågnede i morges, stod det mig klart, at det er det jeg skal.

Jeg har selvfølgelig forberedt mig, og spurgt a-kassen om konsekvenserne. Man får 111 timers karantæne, ca. 3 uger, som man selv skal betale. Det er helt fair.

Jeg har et job på hånden, der blot ikke er klar endnu, og jeg vælger tilliden til universet, jeg tror på at det nok skal gå og man kan ikke altid gå med livrem og seler.

I morges, da jeg havde skrevet den første historie, og lagt den ud i verden, trængte jeg til at bevæge mig. Jeg havde en sæk med tomme flasker, så hvorfor ikke benytte denne stille søndag morgen til at få det ordnet. Jeg bor ikke langt fra hovedgaden og besluttede at prøve Meny’s flaskeautomat. Der er stille i byen ved 8-tiden, og det undrer mig at Meny har åbent allerede kl. 7. Der var vist ingen kunder, da jeg kom ind i butikken, og en ung pige sad ved kassen og en anden stod bag disken ved brødudsalget og kiosken.
Flaskeautomaten fungerede forbavsende godt, dog var der enkelte tilfælde hvor den gav mig en reprimande. for noget jeg ikke havde gjort. Men det er jo blot en maskine.

Jeg benyttede lejligheden til at foretage et par småindkøb i butikken, som jeg havde helt for mig selv. Jeg mødte endnu en medarbejder, der lignede en slagter, men ellers havde jeg frit spil. Jeg kom frem til kassen og betalte med flaskebonen. Den søde pige spurgte om jeg ville have kontanter tilbage, eller byttepenge ind på kortet. Jeg sagde ja tak til kontanter.
Jeg fik lyst til at købe noget sødt hos bageren og valgte en høj snegl. De er heftige, store, søde og snaskede, og en sjælden gang, må man have sådan en. Da jeg havde lagt kr. 15 i mønter på disken, så jeg et kanelbrød, og jeg var øjeblikkelig tilbage i skoletiden, hvor der lå en bager lige uden for skolen, som vi frekventerede hyppigt. Jeg blev nødt til at købe brødet, mest af nostalgiske grunde. Men jeg er også i en nostalgisk state of mind, så det er ok.
Jeg tvivler på at jeg får det spist, men det er smukt.

Jeg gik tilbage ad hovedgaden over torvet, og den stille by i det spirende forår, mindede mig om den gamle Kris Kristoffersen sang, Sunday morning coming down, den vemodige stemning, måske følelsen af ensomhed, som er et grundvilkår, også selvom man er omgivet af mennesker og familie, men for nogle er det virkelighed og trist.
Jeg blev dog ikke i det humør ret længe og gik hjem, satte kaffe over og fortsatte skriverierne.

Hvem kan være vemodig når man har en høj snegl og et par kopper kaffe.

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

Gårsdagen, lørdag, var en lidt rastløs dag for mig, måske fordi der er optræk til forandring, og kan jeg godt afsløre, har natten til søndag bragt mig tættere på en stor beslutning, ja faktisk er den taget, og skal nu blot eksekveres på bedste måde.
Men mere om det senere.

Jeg fik den ide at afprøve min meditation i en kirke. Jeg ved ikke hvorfor, men blot for at mærke om der skete noget andet.

Og igen, ifølge Doc Hawkins, har de fleste katedraler, templer, og tilsvarende, ret høje frekvenser, måske på trods af at de ikke altid er brugt i den oprindelige og bedste intention.
Så har meningen været god nok, og kan man antage, er der tænkt flere gode tanker, end negative tanker, der er gjort mere godt, end skadeligt, og det er ikke Buddhas, Jesus eller Krishnas skyld at deres ideer er blevet forvrænget og misbrugt.

Og man må aldrig glemme, at selv de ædleste mennesker med de smukkeste intentioner, kan falde fra tinderne, hvis de bliver grebet af magtens sødme.

Og da jeg bor 441 meter fra Roskilde Domkirke, var det let at afprøve det i praksis.
Kirken var midlertidigt lukket, men åbnede kl. 13.30, og jeg drog afsted, med et print af mine affirmationer og min gamle mala om halsen.
Malaen stammer helt tilbage fra de glade buddhadage, som jeg husker med glæde og smil. Og jeg er glad for at den stadig er funktionel, og nu er kommet i sving igen.
Formedelst kr. 70,- gik jeg ind i den store bygning. Egentlig bryder jeg mig ikke så meget om stedet, for der er så mange døde konger og dronninger og andre, der var noget ved musikken, men hvis man holder sig i midten af rummet, er det næsten som en rigtig kirke. Jeg satte mig tæt på alteret, der er et meget smukt træskærerarbejde i guld, og fandt en stol og gik i gang. Der er en speciel stemning i rummet og der er ganske mange turister, der taler lavmælt, og det skaber en interessant baggrunds tone, eller drone eller summen, som slet ikke er generende, men næsten beroligende.

Jeg sad forskellige steder i rummet, også i et mindre lokale med en døbefont og et smukt gyldent moderne billede i gylden mosaik, og på bænke. Jeg vil ikke hævde, at meditationen føltes anderledes, eller at det var en skelsættende oplevelse, og det var jo også blot et lille eksperiment.

Men jeg kan lide tanken om åbenheden og villigheden til at bevæge sig ind i nye rum, ikke at være alt for fastlåst i metoder, trosretninger, dogmer og systemer.

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

Jeg er meningsløs …

Det er ingen hemmelighed at jeg er meget optaget af David Hawkins i denne tid, og han er nok mest kendt for sine bøger Power vs Force, Letting Go, og for sit “Map of Consciousness", der beskriver de forskellige bevidsthedsniveauer.
Letting Go betyder at give slip, og jeg har formuleret nogle affirmationer, eller mantraer, om man vil, som jeg bruger når jeg mediterer. De er til dels inspireret af Hawkins anbefalinger, men jeg har forsøgt at minimere dem, så de er mere egnet som kortere mantraer.

Et af dem der gjorde stort indtryk på mig er dette punkt #6:
“Approach life with humility and be willing to surrender all positionalities and mental emotional arguments or gain.”
Jeg har oversat det til:
Lev livet med ydmyghed og giv slip på positioner og mentale og følelsesmæssige argumenter og gevinster.

Det har jeg kogt helt ned til: Jeg giver slip på alle meninger.
Når jeg gentager disse ord, fyldes jeg med en følelse af lettelse og en boblende fryd.

Jeg har ingen meninger og det betyder intet. Jorden drejer fortsat rundt. Meninger er blot filtreringer af en virkelighed jeg oplever.
Nu skal jeg ikke bruge energi på at argumentere, diskutere, angribe eller forsvare.

Så enkelt er det selvfølgelig ikke, for jeg bliver jo stadig fanget i at udtrykke meninger, også i indre dialoger, og her på skrift, eller i samtaler.

Men affirmationerne er hensigtserklæringer, og de vil begynde at virke. Det kræver bevidsthed og opmærksomhed, men det skal nok komme.

Forleden dag oplevede jeg det i praksis. To kolleger talte om verdenssituationen, som den præsenteres i mainstream, og de var rørende enige om det man nu skal være enig om. Ingen tvivl at spore. Jeg lyttede og valgte tavsheden. Jeg lod det fare, jeg gav det ikke energi og jeg var så glad og lettet bagefter.

To be continued …

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

En Tankeholiker taler ud.

Når jeg går tur i den by jeg bor, passerer jeg ofte et lille åbent træhus med store vinduer der er placeret på det centrale torv. Det er fyldt med bøger, som alle frit kan tage, eller selv aflevere, hvis man har bøger i overskud. Mange byer har noget tilsvarende. Jeg har ofte drømt om at jeg ville møde en spændende bog, der ville ændre mit liv, eller have en kraftig og dybtgående effekt på mig. Jeg har mødt den type bøger, men ikke i dette lille hus.

Men i dag havde jeg dog en interessant oplevelse. Da jeg kiggede forbi boghuset, opdagede jeg en lille grøn bog, der var lidt gulnet og plettet og ikke særligt indbydende. Den lå på en hylde alene, og da jeg så titlen fangede den min interesse. “Til daglig eftertanke” - og undertitlen “En bog med tanker fra AA-medlemmer til AA-medlemmer.”

Det vil nok undre dem, der kender mig, at jeg skulle have interesse for denne organisation, for jeg har aldrig haft problemer og jeg drikker stort set ikke alkohol, ej heller tager jeg stoffer.

Men for et par år siden så jeg en lille kort lydbog om AA skrevet og indtalt af Mitch Horowitz.
Det var en ganske kort opsummering om organisationen, og jeg hørte den med stor interesse.
Min tanke var blandt andet, at vi vel alle, i større eller mindre grad, var eller er afhængige af et eller andet, og måske kan metoden bruges til andet end de meget destruktive afhængigheder.

Ifølge David Hawkins er AA en af de mest effektive behandlingsmetoder, men også den mest “uvidenskabelige” metode. Og den ligger på et meget højt frekvensniveau.

Så jeg tog den lille grønne bog med hjem, trods det ikke så flatterende udseende.

Jeg bladrede lidt i den og opdagede at det eneste sted den kan ligge udfoldet af sig selv, hvilket tyder på at den side er brugt flittigt, er på et sted der hedder “Følelsesmæssig balance” og derefter er AA’s punkt 9 beskrevet:

“Vi gik direkte til disse mennesker og gjorde det godt igen, når det overhovedet var muligt … (undtagen hvor dette ville skade dem eller andre.)”

Måske har ejeren læst dette kapitel mange gange - hvem ved.

I Letting Go processen arbejder jeg med trin 8 der siger:
“Vi lavede en liste over alle de mennesker, vi havde gjort fortræd, og blev villige til at gøre det godt igen over for dem alle.”

Jeg nedskriver og reflekterer over relationer jeg har haft gennem mit liv, og det er en rar og til tider også vemodig proces. Men jeg føler det giver mig noget. Jeg giver slip på fortiden.
Jeg tilgiver og beder om tilgivelse, hvis det er påkrævet, eller jeg skriver lidt om de oplevelser vi havde, gode eller mindre gode, også selvom det ikke giver mening hvis personerne er afgået ved døden, er det alligevel givende.
Jeg vil dog ikke henvende mig til nulevende personer, da det let kan virke akavet og uforståeligt.

Den “afhængighed” jeg vil arbejde med, kalder jeg “Tankeholisme”. Det handler om mit ønske om at lade tankerne være i fred, og miste interessen for dem. Jeg lærte i tidernes morgen fra buddhismen, at tankerne altid vil være, men man skal bare ikke give dem opmærksomhed. Det samme siger Doc Hawkins. Du kan ikke slukke for tankerne, men når du mister interessen, mister de deres betydning.
Måske som når overboen arbejder med en boremaskine. Hvis man ikke giver det opmærksomhed, har det ikke den store betydning.

Historien fortsættes senere i dag - jeg eksperimenterer med at skrive kortere og hyppigere historier.

Crede et Vicisti - Tro og Vind

https://t.co/iwwG5CR30Y

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

Det er lørdag morgen. Det er stadig mørkt derude, men snart står solen op. Jeg kan høre fugle synge, og det er meget smukt.

Jeg havde egentlig forsvoret at jeg aldrig ville skrive om helbredsmæssige udfordringer, men den gamle historiefortæller i mig, har ændret mening. Og egentlig er det ikke helbredet, men vel blot endnu en indikation af at kroppen bliver ældre, træt og slidt.
For at gøre en lang historie kort, opdagede jeg en hævelse i lysken og efter nogen tvivl, til dels fordi den af og til forsvandt, konstaterede jeg at det måtte være lyskebrok.
Jeg læste lidt om det, og kan forstå at det er ret udbredt, for mænd, især når man kommer op i årene. Man skal vælge sine kilder med omhu, og ikke hæfte sig ved de meget sjældne og dramatiske tilfælde, som internettet naturligvis præsenterer i rigelige mængder.
Jeg besluttede, at det var bedst også at høre min egen læges mening, og jeg kunne ringe og få en tid, men det var nemmere at installere en app, for så kan man være heldig at komme til meget hurtigere. Som sagt så gjort og i går havde jeg et møde med min læge, som jeg ikke har besøgt siden 2018. Hun fortalte at det var en helt klassisk udgave, gav en teknisk forklaring på hvorfor det sker, at det er ufarligt, og at man ikke længere opererer så ofte som før i tiden, da det ikke nødvendigvis er så effektivt som man kan ønske. Derfor gør man det kun, hvis det er stærkt generende, eller hvis personen insisterer.

Da jeg gik ind på min profil og så det var 7 år siden jeg sidst havde været hos lægen, kunne jeg naturligvis ikke lade være med at tænke på hvor meget der er sket siden da. I 2018 blev jeg fyret og en ny fase i mit liv begyndte. Så kom de 2-3 forbandede Corona år, som vi stadig lever i efterdønningerne af, og stadig ikke har fået en undskyldning for.

Nogle vil sikkert hævde, at det er bedre at gå til regelmæssige helbredscheck og det er givetvis også rigtigt. I biblen siger Jesus angiveligt: “Søg, og du skal finde”.

Og i sin fulde kontekst: “Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger, finder; og den, som banker på, lukkes der op for.”

Jeg foretrækker at leve et fornuftigt afbalanceret liv, nogenlunde sund kost, ikke ryge, ingen alkohol, moderat motion, søge mental og emotionel balance, og holde øje med hvordan min krop har det, om alle funktioner er regelmæssige. Og hvis jeg oplever noget, der måske ikke er, som det skal være, vil jeg søge rådgivning og hjælp, både fra traditionelle behandlere, men jeg er åben for mange muligheder og andre synspunkter og behandlingsformer.

Jeg må indse at der er en risiko ved at leve.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget optaget af forfatteren David R. Hawkins, der skrev en række interessante bøger frem til sin død i 2012 som 85 årig og jeg har købt og læst de fleste af dem nu. En af dem, hedder “Healing and Recovery”, som i høj grad også er hans egen helbredshistorie, der var stærkt plaget af mange forskellige fysiske lidelser, som han selv, som uddannet læge og psykiater, var uddannet til at forstå, men som ikke responderede positivt på traditionel behandling. Men gennem emotionel, mental og spirituel healing, gav de gradvist slip, og han blev rask. Det er en interessant historie, der også kommer ind på de sygdomme der skabes af magthaverne, medier, gennem kollektiv manipulation, og egne overbevisninger og familiehistorier. Og han fortæller om sine egne oplevelser, da han var ved at omkomme som 12 årig i en snestorm, hans vej gennem stærk religiøsitet som barn, til ateist og tilbage til spirituelt søgende, efter en oplevelse i forbindelse med alvorlig sygdom.

I denne tid er mit liv meget tilbageskuende og overskriften er nok, inspireret af Doc Hawkins bogtitel, “Letting Go” - at give slip på emotionelle tilknytninger. Jeg bruger meget tid på at huske, bevidstgøre, tilgive og give slip.
At give slip betyder ikke nødvendigvis at sige farvel, og kan let betyde det modsatte, at relationer bliver healet, opstår eller genopstår.

I går mødte jeg senere på job, efter lægebesøget, og livet går videre, ingen har nogen større interesse i det, og det forstår jeg godt. På vej hjem til en samtale om et potentielt job, efter fyraften, i Roskilde, gik udstødningen på min bil i stykker, så nu larmer den en hel del. Men den var også ved at være gammel.
Tingene falder fra hinanden. Vi havde et godt møde, men kan ikke afklare forholdet før hans medarbejder har taget en beslutning.
I mandags ringede jeg til a-kassen for at høre hvad der sker, hvis jeg selv opsiger mit job. Man får 111 timers karantæne, som man selv skal betale. Jeg har gjort det før. Jeg overvejer at gøre det igen. Hvad holder mig tilbage? Jeg ved det ikke. Ærgrelsen over at tabe penge, måske? Måske en loyalitet, en pligtfølelse der ikke er værdsat, eller nødvendig?
Jeg ser tiden an. Noget skal snart ske. Jeg spilder min tid.

Jeg har filosoferet lidt over mit forhold til Social Media platformen LinkedIn, der er begyndt at begrænse folk der ikke vil lade deres konto “verificere” med en mobil telefon. Vi ved jo godt hvad det betyder. At man afleverer endnu mere privatliv. Nå, men det ville jeg ikke, og et par dage efter slettede jeg appen på min telefon.
Det slog mig hvor let det var, altså ikke teknisk, der blot er et spørgsmål om at sætter sin finger på ikonet og trække det over på “afinstaller". Så er den væk. Nej det mest interessante var, at de følgende dage, savnede jeg det ikke det mindste. Jeg skænkede det slet ikke en tanke. Nu kan jeg checke det på min pc, hvis jeg vil, men jeg finder det uinteressant.

Jeg har lyst til at dele de 10 punkter som Hawkins anbefaler man arbejder med, hvis man vil leve et mere, skal man kalde det et åndeligt liv med afstand?

En af de affirmationer, jeg selv mærker en stor glæde og lettelse ved, er tanken om at opgive mine meninger, ikke at give udtryk for dem. Jeg vil være meningsløs.
Det vil jeg øve mig i. Jeg antager at det er punkt 6 der kommer tættest på.

Jeg slutter nu. Crede et Vicisti - Tro og Vind

1. Jeg er venlig mod alle og alt, også mig selv, altid.

2. Jeg vil ære alt i livet, i alle dets udtryk, uden undtagelse, også selvom jeg ikke forstår det.

3. Jeg antager at jeg ingen viden har om noget. Jeg spørger Gud hvad det betyder.

4. Det er min intention at se det smukke i alt hvad der eksisterer. Så vil det selv åbenbare det

5. Tilgiv alt der er vidnet og oplevet, lige meget hvad

6. Lev livet med ydmyghed og giv slip på positioner og mentale og følelsesmæssige argumenter og gevinster

7. Vær villig til at give afkald på alle ideer om gevinster og fortjeneste og vær dermed villig til uselvisk at tjene livet i alle dets udtryk

8. Gør livet til en levende bøn, med intention, indstilling, ydmyghed og overgivelse

9. Undersøg og bekræft frekvenserne fra alle lærere, belæringer, spirituelle grupper og litteratur, jeg ønsker at følge eller studere

10. Accepter at med spirituel erklæring, engagement og overgivelse, opstår viden der giver støtte, information og alt hvad der er nødvendig til hele rejsen. Det mest kraftfulde værktøj er hengivenhed.

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

When I was young, I admired clever people. Now that I am old, I admire kind people.

- Abraham Joshua Heschel

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

Det er lørdag morgen. Jeg stod tidligt op - klokken var lidt i 4. Jeg elsker det tidspunkt. Det er mørkt, stille og fredeligt, jeg er udhvilet og tænker klart.
Jeg kom til at tænke på det engelske ord “curate”, og jeg vidste at det betyder at udvælge og organisere. Og det tilsvarende ord på dansk er: kuratere.

Måske tænkte jeg på det, fordi jeg kontinuerligt noterer ideer til emner, der optager mig, og som jeg måske kan skrive en historie om, eller blot vil søge mere viden om. Så jeg overvejede, hvilket af disse emner jeg skulle kaste mig over i dagens historie, nu da weekenden endelig er kommet og jeg har tid og energi til at skrive. Så slog det mig: Hvorfor kuratere, hvorfor ikke bare grådigt tage dem alle med?

Her er listen:
Juice, holding the tension of opposites Jung, angsten for ikke længere at føle angst,
meditation igen, David R. Hawkins, livet var enklere i gamle dage, mismatcher og en matcher, Atman, Siddhartha, færre meninger, fascination af teknologi der kan noget, men det er ikke mig, Kennedys oplevelse af synkronicitet.

Juice handler ikke om de liflige drikkevarer, men er et ord jeg gentagne gange er stødt på i David R. Hawkins bøger. Jeg nævner et par titler som Power vs Force og Letting Go, men der er mange flere og jeg er stærkt interesseret i Hawkins forfatterskab i denne tid.
Juice er Hawkins måde at beskrive de fordele man opnår ved at gentage negative, lavfrekvente adfærdsmønstre og vaner.
Det siges at det bedste sex er “makeup sex” - altså sex efter en konflikt i et parforhold, hvor forholdet har været tæt på at gå i stykker, men i sidste øjeblik finder man en løsning og lettelsen over at forholdet fortsætter kulminerer i en særlig intens seksuel oplevelse.
Det har jeg selvfølgelig aldrig prøvet, men det beskriver måske Hawkins brug af ordet juice.
Man foretager en handling der egentlig er negativ, men der er også fordele - juice.
I de fleste tilfælde er det langt mindre dramatisk end ovenstående eksempel, men jeg synes det er værd at være bevidst om, for juicen gør det sværere at lave ændringer i sin adfærd.
Men det kan være en udfordring at identificere juicen, når det er mindre dramatiske handlinger end ovenstående.

Det fører mig til et af de andre punkter på listen. Angst for ikke at være angst. Eller andre følelser som man associerer med negative tilstande, nervøsitet eller vrede - som drivkraft. Og hvad nu hvis den forsvinder. Forsvinder drivkraften så også? Nej, ikke nødvendigvis.

Færre meninger. Jeg er jo erklæret minimalist og er meget bevidst om ikke at akkumulere for mange ting i mit liv, eller på andre måder gøre livet mere kompliceret end nødvendigt. Det er jeg god til, og jeg har øvet mig på det i mere end 20 år, da mit liv i en periode var kaotisk og en ven gav mig bogen “Ryd op i dit rod” af Karen Kingston. Bogen ramte mig som et lyn, og langsomt, men sikkert, ændrede mit liv sig. Ikke kun på grund af den bog, der skete også andre ting, blandt andet mødte jeg buddhismen, men bogen var så konkret og let forståelig og den dag i dag lever jeg efter disse principper.

Og forleden fik jeg en kommentar til min bemærkning om at livet var enklere i gamle dage. På mange måder langt dårligere, men ikke på alle områder, men i hvert fald enklere.

Men er man ikke selv herre over hvor kompliceret livet skal være? Ud over at gøre sig uafhængig af ting, kan man også sige farvel til meninger. Måske ikke dem alle, men langt de fleste. Men meninger er gode til juicepresseren. Konflikter, diskussioner, især hvis det er indre samtaler, hvor man selv bestemmer, hvem man diskuterer med og derfor altid vinder, eller alternativt blokerer folk der modargumenterer.

Holding the tension of opposites, betyder at øve sig i at holde forskellige modsatrettede meninger i sin bevidsthed, og udholde den spænding, konflikt og ubehag, det skaber.
Det var vist psykoanalytikeren Carl Jung, der anbefalede at man øvede sig i det.
Jeg antager at formålet er at øve sig i at blive mindre rigid og fastlåst, prøve at se verden med andre øjne, forstå andres synspunkter, se nye muligheder.
Det er ubehageligt, for der er ikke noget bedre end en god fast mening, den kan man regne med, den skaber identitet, og juicen er følelsen af at have ret, føle sig overlegen, retten til at kritisere andre der mener noget andet.

Måske var det derfor, at jeg skrev notatet om “mismatcher”. Jeg lærte udtrykket fra NLP, og det beskriver den mennesketype der altid skal være på tværs og mene det modsatte.
Jeg synes det er sundt, især i lille konsenus-Danmark, hvor alle er enige om alt, at nogen stiller spørgsmålstegn ved det der foregår.

Men for at udvikle sig, må man af og til give slip. Og når jeg siger “Giv slip”, kommer jeg igen til at tænke på David R. Hawkins, og mit notat om “meditation igen”.

Jeg har igen, efter års pause, og forskellige tilløb og variationer, igen taget fat i min gamle mala og forsøger at meditere hver dag. Men denne gang har jeg selv valgt mantraet: “Jeg giver slip” eller variationer herover. Jeg skal stadig minde mig om at give slip ikke betyder at slippe kontrollen, men give slip på den modstand der skaber blokeringerne - samskaras.
Det er faktisk ikke så langt fra de buddhistiske meditationer jeg engang lavede, blot uden symbolerne og systemet.

Jeg lytter stadig til Herman Hesses Siddhartha, men er ikke færdig endnu. Jeg kan genkende meget af det han beskriver. Ikke mindst mærker man hans frustration, som jeg tror jeg forstår. Måske var det derfor jeg noterede “Atman”. Der er også Anatman og Brahman.
Det er nemmere at sige end Gud. Jeg søger Thomas Aquinas definition. Så begynder det at blive interessant.

I går så jeg igen et interview med Robert F. Kennedy Jr. der fortalte om sin oplevelse af synkronisitet, der gjorde et stort indtryk på ham. Han havde lige læst en bog af Jung, hvori han beskriver et helt usandsynligt tilfælde, da han har en patient i terapi, i færd med at fortælle om drømme hvor en meget sjælden bille forekommer, og Jung bliver forstyrret at en gentagen støj på vinduet i rummet. I irritation går han over og åbner vinduet, og det viser sig at være denne bille, der flyver ind i vinduet og støjer, men nu flyver ind i Jungs hånd. Han åbner hånden og spørger patienten, om det er sådan en bille hun har drømme om.
Kennedy fortæller om sin oplevelse, og jeg har også en om dengang jeg satte to timerure i gang på forskellige tidspunkter, og opdagede lidt senere at de gik helt synkront.

Måske læser nogen denne historie og ryster på hovedet over stave- og kommafejl, klodsede formuleringer og måske synes det er lidt søgt at få så mange emner flettet sammen, og havde jeg brugt AI, var det nok gået bedre. Det er sikkert rigtigt, men jeg har valgt at forsøge selv med min middelmådige menneskelige intelligens efter bedste evne.

Måske overflødiggør AI en dag Buddhas belæringer, Hawkins, Tolles, Mertons, Muhls med fleres bøger og visdom, meditation, et kontemplativt liv, men jeg tillader mig at tvivle.

På turen til havnen spiste vi henholdsvis Vanille/Jordbær med Tivolidrys og Nougat/Pistacie med chokoladedrys.

Crede et Vicisti - Tro og Vind

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

To unge fisk kommer svømmende ved siden af hinanden, og møder på deres vej en ældre fisk i modgående retning. Den gamle fisk hilser og siger “Hej med jer - hvordan er vandet i dag?”. De to unge fisk svømmer videre i stilhed, og kort efter siger den ene fisk til den anden: “Hvad pokker er vand?”

Og nu fortsætter jeg gårsdagens historie, der blev så lang, at jeg så mig nødsaget til at afbryde skriveriet. Men jeg har mere på hjerte, og som jeg nævnte, har jeg haft en begivenhedsrig uge. Ikke sammenlignet med de store bevægelser ude i verden, men her i sofaen, i mit lille liv. En af dem var et utraditionelt møde, måske kan man kalde det en uforpligtende jobsamtale, dog med den særlige vinkel, at jobbet ikke er ledigt endnu.

Jeg er på udkig efter et nyt job, og den pågældende virksomhedsejer søger givetvis snart en ny medarbejder. For at være på forkant, havde han derfor kontaktet et rekrutteringsbureau og jeg blev ringet op af min gode kontakt fra dette bureau, der ville høre hvad jeg synes om denne mulighed. Min første reaktion på hendes beskrivelse af jobbet var lidt negativ, må jeg indrømme. Det lød nærmest som om det var et retræte job, og jeg blev en smule stødt på manchetten, for jeg føler mig jo som en mand i sin bedste alder.

Nå, men jeg har kun godt at sige om min kontakt, for hun er meget seriøs og grundig, og har før formidlet et job til mig, så jeg valgte at høre hvad hun havde at sige. Min første reaktion var som sagt at det lød lidt kedeligt, men der var også fordele fordi det var meget fleksibelt og tæt på min bopæl.
Og jeg var glad for at hun tænkte på mig, og jeg sagde at jeg ville overveje det.

Man skal aldrig undervurdere betydningen af en god nattesøvn, eller to, og i løbet af weekenden, blev jeg mere positivt stemt og nysgerrig efter at vide mere. Det jeg i første omgang så som begrænsninger, begyndte nu at ligne interessante muligheder.
Så jeg skrev at jeg havde ændret mening og gerne ville høre nærmere. Hun sendte mig flere informationer, og et møde med firmaets ejer blev aftalt i tirsdags.

Mødet blev en positiv oplevelse, kemien var god og samtalen flød problemfrit, og der var gensidig interesse for at lave et samarbejde.

Måske var medvirkende årsager, at der ikke eksisterede en jobannonce, og virksomhedsejeren havde ikke mit CV.
Og jeg havde kun fået en mundtlig beskrivelse af jobbet, så mine forventninger var ret lave.

Så mødet bar præg af fravær af forudfattede meninger, og det kan skabe muligheder.

Jobbet er nok ikke en spændende og udviklende karriere rejse, som det hedder på LinkedIn-sprog, men kan blive ganske engagerende og hyggeligt. Mulighederne ligger i fleksibiliteten og den lokale placering, der giver mig mere fritid og energi til at lave mine egne ting.

Jeg har ikke solgt skindet, for bjørnen er endnu ikke skudt, men oplevelsen har sat gang i nogle overvejelser, uanset hvad der sker.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er meget inspireret af David R. Hawkins bøger i denne tid.
Jeg startede med: Letting Go: The Pathway of Surrender, derefter: The Eye of the I, så blev det: Power vs. Force: The Hidden Determinants of Human Behavior og så gennempløjede jeg “Transcending the Levels of Consciousness: The Stairway to Enlightenment” som er en ret ambitiøs, måske vidtløftig titel, men en dejlig bog, som jeg også har hørt utallige gange.

Og i går anskaffede jeg: Discovery of the Presence of God: Devotional Nonduality, som jeg hørte lidt af, inden jeg gled ind i søvnen.

Forudsætningen for at ovennævnte job kan blive til noget, er at det bliver ledigt. Forstået på den måde at en medarbejder har adviseret firmaet om at vedkommende er ved at finde nye græsgange, og snart siger farvel. Så hvorvidt jeg kan komme i betragtning, er afhængig af den beslutning. Det bringer mig i en passiv venteposition, som jeg ikke bryder mig om, og som jeg jo også selv vælger om jeg vil være i, men det er nøjagtigt det jeg selv har gjort overfor min nuværende arbejdsgiver. Så kan jeg lære det.

Jeg forbereder mig på at starte på bogen “Siddhartha” af Herman Hesse. Nej, jeg har aldrig læst den, og det undrer mig. I en kort beskrivelse af bogen fra en begejstret podcaster, hørte jeg denne inspirerende sekvens fra bogen.

Siddhartha bliver spurgt om hvilke evner han er i besiddelse af og han svarer:

I can think, I can wait, I can fast.

Jeg kan tænke. Kvaliteten af dine tanker, afgør kvaliteten af dit liv. - Marcus Aurelius
Udvikler man bevidstheden om hvilke tanker man tillader, eller i det mindst hvilke tanker man tillader at få indflydelse på sit liv, kan det skabe en bedre livskvalitet, klogere beslutninger og valg og et overskud som man kan bruge eksempelvis til at hjælpe andre, når man har hjulpet sig selv.

Jeg kan vente. Tålmodighed og afventen, er ofte det bedste man kan gøre, når man står overfor en udfordring, der kræver et valg og en beslutning. En god nattesøvn, se tiden an. Lad være med at handle hurtigt og impulsivt, bare fordi jeg ikke kan holde ud at være i den uafklarede tilstand. Af og til skal man handle hurtigt, men man skal også kunne vente.

Jeg kan faste. Jeg vælger ikke at tage ordet bogstavelig, for jeg bryder mig ikke om det, så for mig symboliserer det evnen til at skrue ned for forbruget, leve beskedent og minimalistisk, som en forudsætning for et friere liv, når sindet, kroppen og verden, forsøger at sætte mig i et bur, i en kategori, som jeg ikke ønsker at være i.

Lad mig lige gøre det klart at jeg ikke hævder at have mestret de tre egenskaber, men det giver mening for mig at tilstræbe det.

Nu bliver denne historie også ret lang, og jeg må hellere runde af. Men måske kan jeg lige skrive lidt om hvorfor jeg er så begejstret for David Hawkins skriverier, hvis jeg da ellers kan sætte ord på det.

Jeg kan godt lide at han arbejder meget med tanken om bølgelængder, frekvenser, som en måde at forklare hvordan mennesker agerer, og befinder sig i et hierarki, om man vil.
De lavere frekvenser ligger i et overlevelsesparadigme og man kan arbejde sig op gennem reason and integrity, til de højere spirituelle paradigmer.

Og selvom man når højere frekvenser, kan man godt risikere at miste fodfæstet og lade sig påvirke af lavere frekvenser, og så falder man ned igen. Så der kræver opmærksomhed hele tiden.

Der er mange ting i den måde han beskriver mennesker, og udviklingsprocesser, som giver virkelig god mening for mig, så jeg føler, meget apropos, at jeg er på bølgelængde med Hawkins.

Men det der udfordrer mig mest, er at “give slip” - Letting Go - forstå at jeg ikke skal eller kan, kontrollere alt, men må udvikle tillid til at det nok skal gå, og at løsningerne kan komme på måder som jeg ikke har fantasi til at forestille mig.

Jeg afventer også svar på en anden jobsamtale, og jeg kan ikke forestille mig at svaret ikke er positivt, og hvad skal jeg så gøre? Jeg vælger at give slip, for jeg kan vente og svaret kommer til mig, til den tid.

Crede et Vicisti - Tro og Vind

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

Den forløbne uge har på mange måder været begivenhedsrig. Altså ikke sammenlignet med de storpolitiske manøvrer ude i verden, som mange har og ytrer meninger om, og som jeg slet ikke gider følge med i, nej, i mit eget lille navlebeskuende liv. Og det vil jeg hellere fortælle historier om.
Jeg har været til en lidt utraditionel jobsamtale, og besøgt min gamle dansklærer, og det er ikke ligefrem overskrifter der kan få pulsen op og ingen kan beskylde mig for at lave clickbait, men det er “derfra min verden går”, hvis jeg må lade mig inspirere af Henrik Rungs sang: “I Danmark er jeg født”, fra 1850, skrevet på en tid hvor Danmark var engageret i en grænsestrid i Sønderjylland.

Af og til skal man presses eller risikere at miste, for at lære at værdsætte det man har, som man måske før tog for givet.
Den adfærd kan også opleves, når mennesker pludselig forsvarer aspekter af deres liv, som de før selv kritiserede og var utilfredse med, men som de begynder at forsvare hvis det kommer under pres udefra. Det virker irrationelt.

Forleden skrev jeg en lille historie om et fotografi, jeg selv tog for mange år siden af min morfar der er på jagt og jeg fotograferede ham lige da han tager sigte mod en fugl, et kort øjeblik før han skyder. Pointen i historien er at billedet blev taget med et gammelt kostbart Leica kamera, som jeg lånte af min daværende dansklærer. Da jeg kiggede på billedet, filosoferede jeg lidt over hvilken tillidserklæring det var, at han lånte en ung knægt på ca. 15 år, dette kamera. Og hvad det betyder når de ældre erfarne mennesker, viser de unge tillid og opbakning. Jeg tror det betyder meget, også selvom de unge ikke er bevidste om det.

I forrige uge besøgte jeg tilfældigt, sammen med mit barnebarn på 7 år, min gamle folkeskole, på hendes foranledning, fordi hun vidste at skolen havde en fed legeplads som hun gerne ville prøve igen. Hun havde åbenbart besøgt den i forbindelse med en legeaftale med en skolekammerat, der boede i nærheden. Som sagt så gjort, og det var en usædvanlig smuk, solrig, varm eftermiddag, og jeg parkerede ved en af skolens indkørsler, som jeg kendte, og vi gik ind i skolegården. Hun styrede ret hurtigt mod de første legeredskaber og kastede sig ud i forlystelserne. Jeg forsøgte at være tilstede for hende, men af og til lod jeg blikket panorere over bygningerne og skolegården og jeg kiggede ind i lokalerne, og de gule mursten som jeg huskede, var blevet mere slidte af tiden, og der var også nye bygninger og små forandringer, men det lignede sig selv, som jeg huskede det. Og ikke nødvendigvis som en særlig lykkelig sorgløs tid, men min skolegang forløb uden større dramatik. Jeg forsøgte at forklare min pige, at her havde farfar gået i skole, og hun svarede også, men kunne naturligvis ikke forholde sig til det. Jeg tror det var mens jeg gik der på skolen sammen med hende og tog nogle billeder med mit moderne japanske digitale kamera, at jeg fik ideen om at sende ovenfor beskrevne historie til min dansklærer. Jeg vidste, hvad en af hans sønner hed, og kunne let finde hans mailadresse, og for nøjagtig en uge siden, sidste lørdag, sendte jeg historien til ham, med en kort forklaring.

Jeg øver mig jo i at “give slip", så da mailen var sendt, slap jeg kontrollen, og den emotionelle tilknytning til et specifikt resultat og den var ude af mine hænder.

Dagen efter, søndag formiddag, sad jeg i min sofa, som jeg også sidder i nu, og som jeg tilbringer en stor del af mit liv i, mens jeg lyttede til en lydbog. Jeg husker ikke hvilken bog, men så ringede telefonen, hvilket skabte lidt furore, da jeg havde en lille højtaler koblet til telefonen, og selvom jeg ikke kendte telefonnummeret, svarede jeg, og det var min dansklærer Michael, der ringede til mig. Jeg kunne kende hans stemme, og han gav udtryk for sin glæde ved at læse min historie, som hans søn havde videreformidlet.

Så vi aftalte at jeg, i stedet for at tale i telefon, skulle komme forbi og besøge ham lidt senere samme dag, hvor han stadig bor sammen med sin hustru, ude på en gammel fin gård, på landet, et sted på Midtsjælland.

Tilfældigvis bor de kun 3,5 km fra min morfar og mormors gamle gård, så jeg valgte at lægge vejen forbi den lille by, hvis man da kan kalde en klynge huse og gårde for en by. Jeg parkerede bilen ved gadekæret og gik ud. Gården eksisterer stadig, men er ombygget og malet i en anden farve, så der er ikke så meget jeg kan genkende. Jeg gik en tur gennem “hovedgaden” og lod tankerne rejse tilbage.

Det var hyggeligt at møde min dansklærer igen. Han var ved godt mod, virkede frisk, men var i færd med at skille sig af med nogle af de ting, de havde akkumuleret gennem årene.

Den ene længe var genopbygget og her boede den ene af deres 2 sønner, dog med egen indkørsel, så privatlivet stadig kunne tilgodeses. Men det må være rart at have hinanden tæt på, altså såfremt det fungerer.

Vi drak kaffe og spiste hindbærroulade og talte om gamle dage, og hvad vi havde oplevet, hvordan livet havde udviklet sig, hvilke personer vi kunne huske fra gamle dage osv.

Han havde prøvet mange forskellige jobs, de havde boet en periode i Sverige som helt unge i deres ødegård, men flyttede hjem da de skulle have deres første barn, og købte den gård, de stadig bor på, og han begyndte at læse til lærer på aftenseminariet, mens han arbejdede om lærer, på den skole jeg senere skulle møde ham, og som han var resten af sin karriere.

Det lyder så enkelt, når man hører folk fortælle, og jeg tror faktisk at livet var enklere før i tiden.

Han har haft vinimport i mange år, men er ved at afvikle firmaet nu. Han fortalte at det meste af hele sidste års overskud blev brugt til at betale bøder for alle mulige regelovertrædelser af mere eller mindre absurde regler, i det overvældende regeltyrani som man gennem tiden har udviklet, og som tilsyneladende ikke ændrer sig, og som mindre virksomheder umuligt kan hamle op med, da det kræver mange ressourcer at sætte sig ind i dem.

Vi sagde farvel og aftalte at jeg altid er velkommen til at besøge dem igen, og det er ikke usandsynligt at jeg kigger forbi en anden dag.

I Danmark er jeg født, men jeg er ikke blevet mere nationlistisk, eller fædrelandskærlig, fordi landet er kommet under pres udefra, fra forskellige sider.

Det nye er, at presset sker med en pludselighed der har taget folk med bukserne nede, men det virkelige pres sker indefra og har været i gang i årtier. Men det er sket med salamimetoden, gradvist og langsomt, så befolkningen ikke har opdaget at deres frihed er taget fra dem, blandt andet ved hjælp af enorme skatter og afgifter og overvågning og en gradvist fjernelse af individets ret til privatliv, indvandring fra ikke-kompatible kulturer, og det hele baseret på fundamental disrespekt for individet og en ubevidst, uopmærksom, politisk korrekt befolkning, der for en stor del, forsvarer deres egen ufrihed, hvis man formaster sig til at kritisere.

Det er ikke umuligt, at bogen jeg hørte, da min dansklærer ringede, var H. C. Andersens selvbiografi: Mit livs eventyr, en hyggelig bog hvor Andersen beskriver sit liv helt fra barndommen. De fleste har glemt hans eventyr om Kejserens Nye Klæder, men nogen skal jo sige det.

Jeg vil stoppe nu, men historien fortsætter … jeg har mere at fortælle …

Crede et Vicisti - Tro og Vind

[Jes Roger Petersen 🇩🇰👍🇸🇪 @NevilleGoddard5]

I går skrev jeg om en meget dramatisk drøm, jeg egentlig burde have oplevet som et mareridt, men det var meget fredeligt. Og i nat havde jeg endnu en drøm, og selvom jeg ikke går så højt op i drømmetydning, synes jeg det er lidt interessant og ret underholdende, og denne drøm giver mening i forhold til den situation jeg befinder mig i, i vågen tilstand. Så vågen som jeg nu kan blive. I drømmen skulle jeg vistnok flygte fra et fængsel, men mine ben kunne ikke bevæge sig hurtigt. Så selvom jeg gerne ville af sted, blev jeg holdt tilbage af de langsomme, ineffektive ben.

Jeg tror at Carl Jung ville hævde at det er underbevidstheden der arbejder med min nuværende jobsituation, hvor jeg er i færd med at søge andet arbejde, og der er et par mulige jobs i spil.
Men som man selvfølgelig må acceptere, er der af forskellige årsager ventetid, da det ene firma angiveligt er positivt, men endnu ikke har besluttet sig, og det andet er et job der ikke er helt parat endnu, men sandsynligvis bliver det inden for overskuelig fremtid. Jeg har været til en jobsamtale og skal til et møde med det andet firma i den kommende uge. Det er opmuntrende at der sker noget, men også udfordrende at der ikke er en afklaring, men jeg forstår at det tager tid, og det er dejligt at der er flere jobs i spil, men også lidt frustrerende, for så kan jeg risikere at jeg skal vælge, og hvad nu hvis jeg vælger “forkert”, men jeg risikerer også at ingen af dem bliver til noget, og så vil jeg alligevel helst have flere valg, eller bare et.

Der er mange modstridende tanker og følelser i spil, så det er en fantastisk mulighed for at øve mig i “Letting Go” - give slip, for jeg kan ikke påvirke beslutningerne, jeg kan ikke fremskynde noget, og uanset hvad jeg føler, ændrer det ikke på noget.

I går binge-lyttede jeg til min nyindkøbte bog “Power vs Force” af David R. Hawkins, og jeg bliver gang på gang overrasket over hvor relevante hans ord er, ikke mindst i relation til den verden jeg lever i lige nu, især i den politiske sfære, og overraskelsen opstår fordi bogen er udkommet i 1995, men er så beskrivende for det der sker i verden, at den kunne være skrevet i dag. Men de mekanismer vi oplever nu, er på ingen måde nye, og det vidste jeg jo egentlig godt.

Jeg synes det er svært at definere forskellen på Power og Force, men han beskriver en lang række eksempler, så det er ikke svært at forstå.

Men relevant for det vi aktuelt oplever i politik verden over, er “Force” når politikere foregiver at arbejde for befolkningen, men i virkeligheden arbejder for sig selv og deres egne karrierer, for at styrke deres egen magt, og benytter lejligheden under dække af fiktivt skabte “kriser”, løgnehistorier, brudte valgløfter, at indføre ideologiske systemer og begrænsninger som befolkningen ikke forstår, ikke opdager eller er villige til at acceptere, fordi de tror på den historie de får fortalt, ikke mindst formidlet af diverse medier der er på samme frekvens som dem der skaber løgnene, eller selv skaber løgne, de er en del af det, fordi de tjener deres penge ved at understøtte systemet, og i mange tilfælde, selv tror på historierne, da journalister ikke er hverken mere intelligente eller bevidste end gennemsnittet.

Power er forbundet med medfølelse, force er forbundet med fordømmelse, force polariserer og splitter i stedet for at samle.
Jeg behøver ikke komme med eksempler på force, da vi blot kan tænke på stort set samtlige europæiske landes politikere i denne tid, ikke mindst Danmarks Mette F. som vi desværre stadig trækkes med. Hawkins bruger Gandhi som eksempel på Power, der ikke ville bruge vold, men gennem blandt andet civil ulydighed, opnåede resultater mod det britiske regime.

Og tænker man tilbage til corona massehysteriet kan man måske bruge de svenske sundhedsmyndigheders adfærd overfor befolkningen, som et eksempel på Power, der i højere grad var bygget på ærlighed og sundhedsfaglige grundprincipper der skabte tillid, frivillighed, og ikke som i Danmark og mange andre lande, der benyttede direkte eller indirekte tvang, løgne, pseudovidenskab og politisk opportunisme.

Ifølge Hawkins befinder 85% af verdens befolkning sig på frekvenser under 200 og er derfor lette at manipulere, fordi de er styret af frygt.
Det virker håbløst, men fortvivl ikke, for igen ifølge Hawkins, har mennesker på højere frekvenser, altså mere bevidste mennesker, langt mere Power, mere indflydelse.

Når jeg siger indflydelse, mener jeg ikke politisk indflydelse, men måske kan deres frekvens berolige, og skabe forandring trods det tilsyneladende mindretal.

Tænk eksempelvis blot på hvor hurtigt energien skiftede i USA, da alt så sort ud og pludselig fandt nogle få frekvensskift sted, og nu er landet tilbage på en langt mere fornuftig kurs.

Og tænk på hvor mange der troede på historierne, og hvor langt de var fra virkeligheden.

Måske er Power en magnetisk tiltrækning, og Force er en udfarende aktivitet, der forsøger at manipulere omverdenen.

Nå jeg vil slutte, og lytte til den sidste del af Power vs Force. Derefter er mit næste bogkøb klar. Den hedder: “Transcending the Levels of Consciousness, The Stairway to Enlightenment” - rigtigt gættet, af David R. Hawkins.

To be continued …

Crede et Vicisti - Tro og Vind