Islamisten, der bliver kvalm over at skulle dele hendes “space” (det offentlige rum) med “Zionister” fik sidste år 25.000 kr fra kommunen til at sætte juletræer med lys op på Nørrebrogade.
“På Nørrebrogade mødes vi på tværs af forskelligheder, status og kulturelle baggrunde. Alle typer mennesker krydser hinanden her, og det er netop det, der gør gaden så hyggelig og levende,” udtaler Maria i artiklen, der vitterligt et langt ukritisk heleportræt af en tilsyneladende kulturel tolerant kvinde, der sørger for smil og juleglæde på Nørrebro.
Men nu hvor hun åbent bekender, at hun står for det præcis modsatte som det hun løj om i artiklen - nemlig respekt for forskellighed og andre kulturelle baggrunde - kunne det så ikke være en god ide for MigogKbh at lave en opfølgende artikel hvor de spørger hvordan hendes udtalelse til dem sidste år flugter med at hun ikke vil dele offentlig rum med “zionister.”? Eller skal vi forvente os endnu et mikrofonholder interview med heltinden Maria til jul?
Har Københavns Kommune fulgt op på om hun har brugt alle 25.000 på julelys, og hvad de eventuelt resterende midler måtte være gået til? Eller får man som sædvanlig bare kylet offentlige midler i nakken uden at der bliver tjekket op på hvad pengene reelt går til?
Maria samler selvfølgelig flere penge ind via en crowdfunding til flere juletræer med lys til dette års jul på Nørrebrogade. Spændende hvor mange butikker og godtroende folk hun kan få overtalt til at støtte sit projekt som ingen lader til at have tjekket op på.
Maria ejer i øvrigt butikken Green Living på Nørrebro. Jeg formoder at Zionister ikke er velkomne i hendes butik. Utrolig bæredygtig og smukt projekt hun har iværksat på Nørrebrogade, hvor hun prædiker om tolerance for kulturelle forskelligheder i de medier der gladeligt videreformidler hendes løgne.
Politiken bragte 22. maj et indlæg fra aktivisten Asmaa Abdol-Hamid, der er dømt for bagvaskelse og injurier i 21 punkter mod mig.
Indlægget, der af en eller anden grund skulle være relevant under dække af »samfundsmæssig interesse«, er én lang videreførelse af Abdol-Hamids bagvaskelseskampagne. Da artiklen udkom, sad jeg tilbage med åben mund. Løgn, manipulation og offerrolle fra ende til anden.
Det værste er dog, at Politiken nægter at berigtige det, jeg ser som en række faktuelle fejl, som de blev gjort opmærksomme på kort tid efter, at artiklen udkom.
Det er også himmelråbende, hvordan Politiken går stik imod deres egen linje ved at tage Abdol-Hamids parti i en leder efter byretsdommen i januar 2025.
10 år tidligere udviste Politiken i en leder 100 procent støtte til journalisten Jørgen Dragsdahl, da han vandt en sag mod historikeren Bent Jensen i en nærmest identisk sag, hvor det centrale i retssagen var en anklage om, at Dragsdahl skulle være påvirkningsagent.
Dengang syntes de, det var fantastisk, at deres journalistkollega vandt retssagen. 10 år senere er avisen vendt på en tallerken.
»Confino-dommen er en helt urimelig indskrænkning af ytringsfriheden«, lød det fra Politiken, efter dommen faldt mod Abdol-Hamid.
Hvorfor? Hvad har ændret sig? Abdol-Hamids bagvaskelse er langt værre og mere omfattende end det, Dragsdahl blev udsat for.
At man som avis, der så kategorisk og åbent har taget parti i en retssag, vælger at bringe et løgnagtigt indlæg fra den dømte part to år efter dommen er faldet, forekommer mig fuldstændig uforståeligt.
Kronikken er et udtryk for et desperat menneske, der forsøger at manipulere offentligheden til at tro, at hun er en ytringsfrihedshelgen, der kæmper en brav kamp mod en »aktivistisk« journalist.
Hvad er det præcis, Politiken får ud af at gå Abdol-Hamids ærinde, når hun åbent sår tvivl om vores retssystem og erklærer sin dom som udtryk for et demokratisk skred? Abdol-Hamid er i sin gode ret til at anke dommen, hvilket hun har gjort.
Men det betyder ikke, at Politiken behøver at agere talerør for hendes løgne og manipulation mod en af deres kolleger. Jeg har oplevet en enorm usolidaritet i medieverdenen siden 7. oktober 2023, hvor jeg er blevet udsat for abnorme mængder had, racisme og trusler, alt imens de fleste journalister har set stiltiende til.
Men det største kollegiale svigt kommer fra Politiken, som aktivt støtter et menneske, der har stået i spidsen for en ondskabsfuld, hadefuld og løgnagtig bagvaskelseskampagne mod mig.
@MonikaaRubin@moderaterne_dk “Pragmatiske midte” 🤣🤣🤣 Løkke vil tilbage til ministerbilen koste hvad det vil. @moderaterne_dk er IKKE midten! I er blodrøde Monika! 🔴🔴🔴 I kommer til at leve på @Enhedslisten ‘s og ikke mindst deres hovedbestyrelses nåde! Men tak for at I endeligt har bekendt kulør! 🔴🔴🔴
Vi har lige været vidne til et dybt forstemmende politisk maskefald.
Lars Løkke har klart og utvetydigt vist, at politik for ham ikke handler om noget – det handler om nogen.
Lars Løkke har afvist en regering, der ville gennemføre en stor del af den økonomiske reformpolitik, som Moderaterne gik til valg på, til fordel for at gøre Mette Frederiksen til statsminister.
Og alle tegn i sol og måne tyder på, at Lars Løkke kommer til at bryde sit løfte om at holde Enhedslisten uden for indflydelse. I stedet kommer han til at føre venstreorienteret politik på Pelle Dragsteds nåde.
Taberne? Det bliver selvfølgelig boligejere, erhvervsliv, iværksættere og alle andre danskere.
Og dermed vil Lars Løkke klart have demonstreret, at Moderaterne ikke er det midterparti, han solgte til vælgerne.
Moderaterne er et rødt parti.
I torsdags delte jeg indhold fra en Facebook-gruppe ved navn Radikal Debat, som jeg karakteriserede som en "lukket gruppe" og et "safe space-ekkokammer", hvor Magnus Georg Jensen kunne dele sit indlæg i Berlingske og få ros og skulderklap fra sine partifæller.
Det afstedkom en reaktion, jeg virkelig ikke havde forudset, nemlig at Radikale Venstres organisationskonsulent Andy Joachim Pedersen og hovedbestyrelsesmedlem @HrPoulsen kom ind i min tråd på Facebook for at benægte, at der er tale om en lukket gruppe. Førstnævnte anklagede mig sågar for at lyve om det. Det er en alvorlig anklage, som skabte lidt forvirring i tråden.
Derfor er jeg glad for, at gruppens administrator @AndersHojsted nu er kommet ind på min væg for at sætte tingene på plads.
Han forklarer, at Radikal Debat er en gruppe "hvor folk med en interesse for social-liberalisme og Radikalisme kan diskutere uden at folk med andre sympatier blander sig og forplumrer debatten."
Han uddyber, at "en klar og grundig screening af deltagerne forhindrer folk uden sympati for social-liberalisme og Radikalisme i at komme ind og skabe kaos".
Ligesom "fokus på en god og konstruktiv debattone gør det muligt at skabe en faktuel og substantiel debat uden for mange skræmmebilleder."
Han pointerer, at undertegnede "tidligere har været medlem af Radikal Debat, men blev ekskluderet, da hendes holdning til muslimer og Islam ikke rigtigt harmonerede med de social-liberale værdier om tolerance, diversitet, inklusion og fakta." Jens-Christian Navarro Poulsen skrev ellers, at jeg var blevet smidt ud af gruppen for ikke at overholde god debattone, så det er godt at høre direkte fra administrator, at det snarere var, fordi min stemme var for holdningsmæssigt dissonant.
Desuden vil Anders Højsted meget gerne vide, hvem det er, der har lækket indhold fra gruppen til mig, så han kan smide vedkommende ud.
Med andre ord er Radikal Debat en lukket gruppe og et safe space-ekkokammer – præcis som jeg skrev.
Men så gik der tid med det i stedet for at diskutere den uhellige alliance mellem politikere som Magnus Georg Jensen og teokratiske kræfter, der tilbyder blokstemmer til dem, der tilgodeser deres interesser. Flot, @radikale. 🙄
En ansat stegte bacon til sin porresuppe på et privat bosted. Kort efter blev han fyret.
På fyresedlen stod der blandt andet, at der hverken måtte tilberedes eller indtages svinekød af hensyn til de muslimske beboere på stedet.
Nu anklages bostedet for at have muslimske værdier og for primært at ansætte folk med mellemøstlig baggrund. Lederen er i øvrigt viceborgmester i en sjællandsk kommune.
Han forklarer, at de er et sekulært tilbud, der arbejder efter dansk lovgivning.
Læs historien via linket i kommentarsporet.
Det viser sig nu, at et parti med 14 mandater faktisk ikke kan bestemme, hvilken regering de andre 165 mandater skal bakke op om. Derfor var det relevant at spørge Moderaterne i valgkampen, om de i valget mellem rød og blå blok ville vælge rødt, og det var hverken sagligt eller rimeligt af Lars Løkke Rasmussen at nægte at svare på spørgsmålet med en påstand om, at han ville kunne få valget mellem rød og blå til at gå væk.
Han kunne ikke få det valg til at gå væk.
Løkke vidste allerede dengang, at han nu er rød - han ville bare ikke fortælle det til blå vælgere, som ville have fravalgt at stemme på Moderaterne, hvis de havde vidst, at Løkke fraktisk gerne vil indgå i en regering, som skal spørge Enhedslistens hovedbestyrelse om lov, før den fører vigtig politik for Danmark.
Anna Askjær er ikke læge.
Elvir Abbas er ikke længere politibetjent.
Omar S er falleret filmmager
Sikandar boede ikke der hvor han sagde.
Omar M og Asmaa AH er dømt efter straffeloven.
Og Ramadan Abdulla er sørme ikke sygeplejerske.
Sikke en forsamling.
#dkpol#dkmedier
Kan I huske Ramadan Abdullah? Ham sygeplejersken der skrev det mest absurde debatindlæg i Politiken, hvor han argumenterede for at Omar Marzouks dom for bagvaskelse og injurier var et udtryk for diskrimination af muslimer i Danmark?
Det viser sig selvfølgelig, at hans autorisation som sygeplejerske er blevet frataget. Han kalder sig altså offentligt sygeplejerske uden at have autorisation.
Hvilket er ulovligt.
Som Radio4 skriver: Det hedder i autorisationslovens § 54, stk. 2: ”Ret til at betegne sig som sygeplejerske har kun den, der har autorisation som sygeplejerske”.
Jeg håber, at Politiken fremover tjekker forfattere til debatindlæg bedre. Og så håber jeg at vi ikke skal høre mere ævl fra Ramadan fremover.
Det var et ulideligt fordummende indlæg og grov manipulation af både Marzouk dommen, ytringsfrihed og påstået diskrimination af muslimer i den offentlige debat.
Den nu suspenderede politibetjent, Elvir Abaz, som byretten konkluderede ikke kunne holde fingrene fra politiets journaler og som er dømt for tjenestemisbrug, deler med stolthed modbydelige, racistiske og bagvaskende omtaler af mig under dække af Israel kritik.
Det, som andre er blevet dømt for at kalde mig, deler han ganske lystigt til sine følgere. Et kommentarspor han påstår er et eksempel på at den danske befolkning er “ved at vågne op.” Et kommentarspor der indeholder mere had, antisemitisme og bagvaskelse end noget andet jeg kan huske at have set siden 7 oktober.
Det er paradoksalt, at manden ikke forstår den danske lovgivning, eller måske er han bare ligeglad. Det er mig, han angriber og ikke de mange, mange, mange åbent hadende folk. Det er et aktivt valg, og det er tydeligt, hvor Abaz står.
Mange i BT tråden er ikke engang dygtige nok til at kamuflere det under det vanlige "anti-zionisme". Det er rent had mod jøder.
Det er ikke bare skamløst, at han stolt deler en så hadefuld tråd. Det er decideret uansvarligt, og illustrerer på bedste vis hvor dybt den 3. erkendelse stikker. Hvor omfattende et problem Danmark som samfund står over for.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan man ville blive behandlet af den nu tidligere betjent, hvis man havde et jødisk - undskyld zionistisk - navn og kom i kontakt med ham.
"Men jødisk og zionistisk er ikke det samme,” har manipulatorerne forsøgt at overbevise danskerne om siden 7 oktober, hvor Zionist er blevet et skældsord, og som uomtvisteligt er en reference til jøder.
Det er røgslør som ses i de fleste kommentarspor på artikler der handler om Israel, Holocaust eller jøder og som for længst har afsløret som præcis dét det er; regulær antisemitisme.
Er man i tvivl kan man med rette gå ind på den israelske ambassades Facebook og se kommentarsporet til seneste opslag om Holocaust mindehøjtidelighed i Israel. Eller også bare det kommentarspor Abaz henviser til.
Det er så ækelt, at det ikke er til at forstå, at det kun er 81 år siden, at nazister besatte Danmark og i Europa udryddede 6 millioner jøder.
Abaz har tilsyneladende forstået, at han er blevet afsløret og nu dømt, så nu er der ingen vej tilbage for ham. Det er bare trist for samfundet, at der skulle gå så lang tid, før vi fik øjnene op for det. Jeg tør ikke tænke på omfanget af den skade han har nået at udføre i de år han var hos Fyns Politi. Han er en skamplet på politiet og på alt hvad Danmark står for.
Men Abaz er langt fra at være en unik case når det kommer til had. Kommentarsporene er fuld af almindelige borgere på arbejdsmarkedet, der taler så åbenbart hadefuldt om mig og jøder. Det har været chokerende at se de sidste 2.5 år hvor dybt jødehadet stikker hos folk der sidder i offentlige stillinger overalt i landet.
Hvordan kan vi ikke se den direkte linje mellem den eneste politi beskyttede skole i Danmark og det had der udspiller sig her?
Adfærd som Abaz' kommer ikke bare ud af det blå. Det er årtier, hvor man har tilladt et omfattende had at vokse sig saa stort, at politiet bliver infiltreret af folk som Abaz.
At politiet, tilsyneladende på ordrer fra cheferne, skal eskortere de mest hadefulde mennesker i Københavns gader uge efter uge, mens de synger slagsange, der opfordrer til drab og global intifada med Hamas flag og merchandise i hånden.
De har, godt hjulpet på vej af NGOer, politikere, og debattører, fået lov at sprede deres sygelige had under dække af “Israel kritik.” Selv når der direkte tales had med brug af ordet "jøde" er de hellige helt stille.
Det her handler om, at store dele af befolkningen nægter jøder deres eget hjemland.
I weekenden rettede jeg en hård kritik mod Asim Umer Latif, der sidder i bestyrelsen hos Institut for Menneskerettigheder, og mod selve instituttet.
Med afsæt i min klumme, der blev bragt i Berlingske lørdag, lavede jeg søndag et opslag med overskriften ”HAR INSTITUT FOR MENNESKERETTIGHEDER EN TEOKRAT I BESTYRELSEN?”, som har fået meget positiv opmærksomhed med knap 100.000 visninger på tværs af fire platforme (Facebook, X, LinkedIn og Instagram).
I opslaget anklagede jeg Latif for at lyve om sine teokratiske sympatier, og jeg spurgte, om vi kan leve med at give over 120 mio. kr. i statsstøtte om året til en menneskerettighedsorganisation, der ser gennem fingre med teokratiske sympatier i sin egen bestyrelse.
Det er en alvorlig kritik, som kalder på en modreaktion. Derfor vil jeg opfordre offentligheden til at hæfte sig ved, at jeg så godt som ingen modstand møder.
Hovedpersonen selv har ignoreret opslaget. Da Latif i 2018 blev udpeget til at sidde i bestyrelsen hos Institut for Menneskerettigheder, blev han rost for sit ”imødekommende og reflekterende væsen”, men disse egenskaber mærker offentligheden intet til nu.
Der har været andre muslimer inde i mine kommentarspor med enten personangreb eller whataboutery – den mest prominente må være Isam B, der skriver noget om at stoppe våbeneksporten til Israel – men ikke en eneste af dem har haft noget at indvende mod substansen af min kritik.
Mit bud er, at der ikke kommer noget godt svar, fordi der ikke ER noget godt svar.
I konflikten mellem islam og det liberale demokrati ligger Latifs loyalitet hos de forkerte. Det ser vi helt konkret udspille sig, når jeg kritiserer en teokratisk imam fra modborgerskabsorganisationen Islamisk Trossamfund, og Latif solidariserer sig med ham, lige indtil det udvikler sig til en møgsag, hvorefter han på den mest primitive vis lyver om det.
For mig at se har Latif derfor intet at gøre i bestyrelsen hos Institut for Menneskerettigheder, og instituttet svigter demokratiet og sin egen eksistensberettigelse ved fortsat at holde hånden over ham.