Jeg har været i en slags nedtrykt tilstand lige siden jeg kom hjem fra Strasbourg tidligere på ugen.
Hvorfor?
Fordi jeg har en ubehagelig følelse af, at tingene er ved at skride, som ikke vil slippe taget i mig.
På talerstolen i plenarsalen står Ursula von der Leyen og undsiger Israel - uden at tale om Hamas i mere end et par bisætninger.
Når Sverigedemokraterne foreslår et minuts stilhed for Charlie Kirk - hvad der er en slags præcedens for, fordi der også var et minuts stilhed for George Floyd - bliver det afvist, og uværdige scener udspiller sig.
Når et knebent flertal vedtager en efter min opfattelse grundlæggende anti-israelsk resolution om Gaza (Israel bliver i resolutionen gjort til genstand for kritik cirka tre gange så ofte som Hamas), er jublen i salen jo større, jo længere vi kommer ud på venstrefløjen.
Det er, som om vi er søvngængere, der vandrer imod opløsningen af en lang række af helt fundamentalt demokratiske værdier:
At vi uden tøven og forbehold bekæmper terrorisme. At vi uden tøven og forbehold står vagt om demokratiske grundprincipper og idealer. At vi uden tøven og forbehold tager parti til fordel for det gode og imod det onde.
Der er kun en part, der har fordel af Israelkritikken og de disproportionale resolutioner og erosionen i den grundlæggende, habermasianske samtalekultur: Hamas og andre, der kæmper imod vestlige og demokratiske oplysningsværdier.
Jeg tror desværre, at det, der er på spil, er en indre fjende af en styrke, også jeg har overset.
Den ekstreme venstrefløjs analyser og politiske positioner har i vidt omfang kapret vores universiteter.
Den ekstreme venstrefløjs analyser og politiske positioner har i samme omfang kapret nyhedsredaktionerne på de største medier.
Og så har den ekstreme venstrefløjs analyser og politiske positioner kapret en del af de institutioner, vi har sat vores lid til.
Det gælder for eksempel FN. Men i et vist omfang også EU-kommissionen, hvor medarbejderne for nylig havde aktivistiske meninger om Israel.
På den måde kan medierne, universiteterne og en række institutioner fodre hinanden med "facts" og "belæg" og "resolutioner", som i sidste instans støtter den islamisme, Israel er ved at nedkæmpe.
Det første, der vil ske, hvis man teoretisk forestiller sig et samfund, hvor islamismen har noget at skulle have sagt, er, at den vil forfølge og undertrykke alle de nyttige idioter, der har hjulpet den til magten på universiteterne, i medierne og i institutionerne.
Den indre fjende er ikke kun den ekstreme venstrefløj, der helt åbenlyst er allieret med islamismen.
Det er også "det ekstreme centrum" i for eksempel UK, Tyskland og Frankrig, der ikke under nogen omstændigheder vil i dialog med de kredse i samfundet, der advarer om disse udviklinger.
Ingen er fejlfri - heller ikke den højrefløj, der advarer.
Men den "centrum-ekstremisme", der råber "højreekstremist" efter alle og enhver, der advarer om ukontrolleret indvandring fra Stormellemøsten, er så at sige nyttige idioter for de nyttige idioter.
Så længe, islamogauchismen og centrum-ekstremisterne er allierede, vil det SA-korps af propallier, der smadrer Vuelta a Espana og - på sprog, de fleste ikke forstår - råber op i gader og stræder om drab på jøder og folkemord på samme, kunne fortsætte uden konsekvenser.
Til sidst vil det være for sent. Ligesom det var med det oprindelige SA-korps. Så er propalli-SA-korpset blevet så stærkt, at demokratiets vogtere i form af ordensmagten faktisk ikke KAN stoppe det.
Jeg begriber ikke, at mennesker, der identificerer sig med den politiske midte, er så blinde for, hvad der sker.
Men det er de. Og imens vokser antisemitismen i hele Europa.
Med blandt andet Irland, Spanien og Belgien som foregangslande.
Nu får I lige den realistiske analyse af situationen.
Der ER ikke nogen international retsorden. Det er bare noget, de for eksempel holder af at sige i Udenrigsministeriet.
Og hvorfor er der så ikke det? Af flere grunde.
Den første er, at det ikke har nogen konsekvenser at overtræde FN-pagten.
Den anden er, at USA, Rusland og Kina altid vil nedlægge veto i Sikkerhedsrådet imod kritik af de overtrædelser af FN-pagten, der er i egen interesse.
Den tredje er, at det kun er 10-15 lande i verden, der overhovedet respekterer internationale aftaler.
Så tør øjnene. Verden er stadig ond og præget af den stærkes ret. Som den altid har været.
Transpersoner er ikke en del af pensum på medicinstudiet, fordi der ikke findes 'transpersoner'.
Man kan ikke skifte køn.
Der findes til gengæld personer med kønsdysfori, som kan få psykologisk hjælp, hvis de har brug for det, ligesom alle andre borgere.
https://t.co/N4iNWAfRmR
Fra erkendelse til handling
I Liberal Alliance ønsker vi et asylstop.
I 1983 havde Danmark knap 60.000 personer med ikke-vestlig baggrund. I dag – i 2024 – er det tal tidoblet. Ikke fordi danskerne har ændret sig.
Men fordi vores asylregler er håbløst forældede. De blev udformet i skyggen af Anden Verdenskrig, til en verden og en virkelighed, som ikke længere eksisterer.
I dag fungerer asylsystemet som en omfartsvej til almindelig migration. Og vi tillader det – på trods af at konsekvenserne er velkendte og veldokumenterede.
Hvad har vi fået? En højere terrortrussel. Flere sociale spændinger. Mere kriminalitet. Økonomiske byrder. Og et væld af religiøse særkrav, der underminerer det samfund, vi har brugt generationer på at bygge.
Vi har fået et voksende mindretal, som nægter at integrere sig. Som ser ligestilling, ytringsfrihed og religionsfrihed som problemer, ikke som principper. Og som kræver, at vi bøjer vores normer, så de kan leve i parallelsamfund under egne regler.
Det er ikke bare uacceptabelt. Det er en trussel mod vores sammenhængskraft og vores civilisation.
Derfor er det nødvendigt at sige stop. Ikke mere snak. Ikke flere udvaskede kompromiser. Et konsekvent og gennemført asylstop er nødvendigt – ikke bare for Danmark, men for hele Europa.
For lad os være ærlige: Frie og liberale samfund overlever kun, hvis vi insisterer på at forsvare dem. Hvis vi ikke gør det, forsvinder de – ikke med et brag, men med en mumlen af hensyn og berøringsangst.
Derfor er jeg glad for, at Liberal Alliance står fast: Danmark skal igen være et land, der bestemmer over egne grænser – og værner om sine egne værdier
Yes, you freak. Vigilante violence is unacceptable in a civilized society. Full stop.
“two wrongs do not make a right” is good and true.
No one in these videos, not one of these scum are good or noble people.
Only low-iq, hysterical retards who are unable to use words like reasonable adults think it is okay to use violence on any one unprovoked. On top of that the idiots doing this are not professional, often screw things up for real law enforcement results in more cases of abuse.
They do this to feed their egos and your algorithm.
None of these people are doing it to protect children, they’re doing it for the attention and/or to have a morally justified reason to be violent. They’re barely better than the child predators
Jeg har aldrig før delt en ordførertale fra et andet parti. Men i går holdte Sjúrður Skaale den vigtigste og bedste tale, som jeg har hørt i min tid som folketingsmedlem.
Hør den - del den!
ER DER EN VOKSEN TILSTEDE I REGERINGEN?
Desto mere jeg tænker over regeringens opførsel i Nordic Waste sagen, desto mere slår det mig, at Mette Frederiksens og Co. opfører sig uværdigt, uansvarligt og populistisk.
I Danmark er vi et demokratisk retssamfund, hvor man er uskyldig til det modsatte er bevist, og vi har domstole og retsvæsenet til at straffe folk, der bryder loven.
Det er ikke politikerne, som dømmer folk. Vi laver lovene. Ellers er vi ikke længere et retssamfund.
Nu står vi med en sag, hvor ingen reelt ved, hvilket ansvar Torben Østergaard-Nielsen har i sagen. Men vi ved at han er milliardær, og det får socialdemokraterne til at blæse på alle retsprincipper og for lighed for loven.
Tænk lige over hvor vilde de her tre udtalelser er:
1. Mette Frederiksen: “jeg tror godt, at jeg kan tale på vegne af de fleste danskere; når man ved hvad ejeren af Nordic Waste har stående på bankkontoen, så er det hele noget mærkeligt noget”.
Mette Frederiksen er landets statsminister. Hun er ikke DSU-formand længere.
Om så samtlige borgere i landet ville have Torben Østergaard-Nielsen til at betale for noget, som han ikke har juridisk ansvar for, så skal en statsminister kunne hæve sig over den vrede folkestemning og være den rolige, ansvarlige regeringschef, som slår fast, at det her er en sag for retssystemet at håndtere.
Fordi Danmark ikke er en bananrepublik, hvor en statsminister går forrest i en folkedomstol.
Men i stedet svigter Mette Frederiksen sit ansvar for at score billige point.
Det er uværdigt.
2. Landets justitsminister udtaler også, at Torben Østergaard skal lade være med at “gemme sig bag sine store formuer og flotte biler”
Helt ærligt, Peter Hummelgaard, du er landets justitsminister. Du er ikke længere DSU-formand. Du er den øverste ansvarlige minister for lov og orden, for lovsind og retssind.
Du ved, at hvis Torben Østergaard kan idømmes et erstatningsansvar, så bliver han dømt. Så kan han ikke gemme sig bag flotte biler.
Du burde om nogen stå vagt om, at uanset om man er rig eller fattig, så gælden loven lige for alle.
I stedet lyder du som en skinger ungdomspolitiker.
3. Benny Engelbrecht kører kampagne på Twitter mod revisionsfirmaet PWC for at i 2022 have uddelt en pris til Torben Østergaard-Nielsen.
Socialdemokrater kører så meget i selvsving, at folkevalgte politikere udskammer lovlydige virksomheder fordi de for flere år siden har givet en pris til en mand, som Socialdemokratiet ikke kan lide.
Helt seriøst - er der ingen voksen til stede i det parti? Eller i regeringen? Hvor er Venstre i alt det her? Er det udtryk for at være en regeringsduelig, ansvarlig og voksen regering at opføre sig på den her måde?
Befri Palæstina fra Hamas” burde være et utrolig ukontroversielt budskab. Hamas er trods alt en undertrykkende, stærkt islamistisk, kvindefjendsk, homofobisk og antisemitisk terrorbevægelse.
Men sådan er det tydeligvis ikke ved de tilbagevendende Palæstina-demonstrationer. Søndag fik den iranskfødte debattør og forfatter Jaleh Tavakoli efter få minutter revet et skilt med præcis dét budskab ud af hænderne.
Opfordringen til at befri palæstinenserne for islamistisk diktatur var alligevel for hård kost for demonstranter, der ellers frejdigt kan kræve Palæstina “befriet” fra Middelhavet til Jordanfloden, hvilket forudsætter at Israel bliver totaludslettet som stat.
Til demonstrationerne ses typisk ingen krav om, at Hamas stopper massakrer som den, der brød den skrøbelige de facto våbenhvile i oktober og udløste Israels forudsigelige aktion mod de Hamas-ledere, der stod bag, med al den lidelse, som det indebærer for almindelige palæstinensere, og som Hamas offentligt erklærer, at man har til hensigt at fortsætte.
Man ser heller ingen krav om, at Hamas frigiver de civile gidsler, hvis tilfangetagelse er en klokkeklar “perfiditet” ifølge krigens love.
Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at Hamas ikke eksisterede i demonstranternes univers.
Jeg anerkender fuldt ud ønsket om at stoppe det palæstinensiske folks lidelser.
Og jeg er enig i, at der er grund til at kritisere Israel. De er ikke dygtige nok til at undgå civile tab i deres krig mod Hamas. Og de har i årevis ført en skrækkelig bosættelsespolitik på Vestbredden.
Men selv om der er grund til at kritisere Israel for nogle af deres handlinger, så nytter det ikke noget, at lade som om Hamas ikke er en forfærdelig terror-organisation.
Hvis man deler forhåbningen om to stater, der lever i fred indenfor sikre grænser, er et opgør med Hamas uomgængeligt.
Det skylder palæstinensernes venner dem at holde et fokus på, ganske som Israels venner har et ansvar for at modarbejde og kritisere den dybt destruktive bosættelsespolitik på Vestbredden, og sikre at Israels legitime angreb på de Hamas-folk, der foranstaltede den største massakre på jøder siden Holocaust, holder sig indenfor folkeretten – og at Israel bliver meget bedre til at tillade nødhjælp at komme ind til civilbefolkningen.
Der er utvivlsomt meget, som støtterne af henholdsvis Israel og Palæstina også fremover vil være uenige om i denne polariserede og giftige debat.
Men man burde dog, alle uenigheder til trods, kunne finde fælles fodslag om at kræve et terrorregime, der ikke alene massakrerer uskyldige civile med køligt overlæg, men også brutalt undertrykker den palæstinensiske befolkning, fjernet.