Jesper W. Rasmussen (who/dis)

Unwoke. GayX. Flawed Christian 18th gen. Dane. Love derring-doers & dry wit. Soc. Democrat MAGA DK 4%'er who's here to satirise, sting & scathe 🇩🇰🇮🇱🇺🇸🇺🇦

[Jesper W. Rasmussen (who/dis) @JesPerfekt]

@EvaSelsing Tjek den her. Det er så vildt 😳: https://t.co/1eBXmINqTw

[Jesper W. Rasmussen (who/dis) @JesPerfekt]

Gad vide hvor mange kridhvide venstrefløjsdamer, der dukker op og leger med på den? 😬

[Jotam Confino @mrconfino]

Hamas’ fanklub insisterer på at chikanere og intimidere mig og gæsterne til mit foredrag i Århus på søndag, så de har nu besluttet sig for at demonstrere foran kirken med døde palæstinensiske plastikbabyer som rekvisit.

I er vanvittige. Intet mindre.

Men som sagt: Vi lader os ikke skræmme. Jeres skabagtige, primitive, hadefulde og udanske adfærd har kun resulteret i, at der er blevet solgt endnu flere billetter.

[Jesper W. Rasmussen (who/dis) @JesPerfekt]

Hun synger eddermame godt. Det vil de også synes derhjemme i Afghanistan, hvis hun dækker sig lidt til 😬

[Baronen af Øresund @oresundsbaron]

Statsministerens nytårstale hvis Samira Nawa var statsminister.

"Heldigvis" er hun "bare" klimaminister, men hvor ender det ikke henne, hvis ikke vi får sagt fra overfor den stigende islamisering af Danmark.

[Jesper W. Rasmussen (who/dis) @JesPerfekt]

@Sausageandeggx @MikkelH54488484 https://t.co/XYKICJMBnb

[David Marshall 🏴󠁧󠁢󠁥󠁮󠁧󠁿 @Sausageandeggx]

They broke his bones, gouged his eyes out, cut out his tongue and castrated him. He died of a heart attack after being set on fire and dragged himself 50 meters across the floor.

[Jesper W. Rasmussen (who/dis) @JesPerfekt]

@HolstVigilius Start typing your resume, vandmelon - og så er det ...

[Jesper W. Rasmussen (who/dis) @JesPerfekt]

Ibsen, har du produceret noget tekst/forskning om dette, som jeg må læse. Jeg er selv offer for den falske narrativ - som i: at jeg ikke var klar over de dybere forhold, du nævner. Jeg lider dog *ikke* under den vildfarelse, at demokrati er som vand i hanen, som du nok kan se. Tværtimod er jeg voldsomt opbragt over den demokratiske velfærdsparalyse, danskerne en bloq synes at være ramt af.

[Jesper W. Rasmussen (who/dis) @JesPerfekt]

ORD PÅ EN GRUNDLOVSDAG: DEMOKRATIER, DER FØDES I FRED, RISIKERER AT DØ I DET STILLE. Demokratier dør ikke altid i kup og kampvognsild. Nogle opløses langsomt i magtesløs komfort, teknokrati og tusind administrative beslutninger, ingen længere formår at tage ejerskab over.

👉 LÆS, LYT & SE på min substack i stedet: https://t.co/sjMF3gaW5o

-------------------------------------

Del 1: Født i fred

Nogle nationer, der blev født i ild.

Amerikanerne har deres revolution. Franskmændene deres Bastille. Europæiske folk har gennem historien rejst barrikader, væltet konger, stormet paladser og skrevet friheden med blodige bogstaver ind i deres nationale selvforståelse.

Danmark har … Grundlovsdag.

Og ja. Selv vores demokratiske fødselsøjeblik lyder som noget, der afsluttes med lagkage i et forsamlingshus.

Og nej. Den danske grundlov blev ikke født gennem revolution, men gennem administration.

Ikke gennem folkets erobring af staten, men gennem statens gradvise åbning mod folket. Enevælden kollapsede ikke dramatisk. Den opløste sig næsten embedsmandsagtigt. Kongen accepterede udviklingen. Eliterne forhandlede. Systemet transformerede sig selv. Bum, færdig … slut?

Det er på mange måder en smuk historie. Danmark undgik de blodige revolutioner, der flængede Europa i 1800-tallet. Vi fik ikke guillotiner på torvene eller borgerkrig i hovedstadens gader. Overgangen til folkestyre blev relativt fredelig, gradvis og civiliseret.

Men måske havde denne fredelige fødsel også en pris.

For når et demokrati ikke bliver kæmpet hjem af et folk, men gives ovenfra som reform, skaber det også et andet demokratisk temperament. Et andet forhold mellem borger og stat. En anden forståelse af frihed.

I Danmark blev friheden ikke revet ud af magtens hænder. Den blev udleveret administrativt.

Det danske demokrati blev til i skyggen af de europæiske revolutioner i 1848. Kontinentet stod i flammer. Monarkier vaklede. Nationalistiske og liberale bevægelser pressede de gamle regimer fra alle sider. Også i Danmark voksede utilfredsheden med enevælden. Liberale borgere krævede en fri forfatning. Nationalliberale krævede et mere dansk nationalt kongerige. Bønderne ønskede større indflydelse.

Samtidig ulmede konflikten om Slesvig og Holsten - den nationale sprængladning, der truede med at rive helstaten fra hinanden. Og kun få år senere skulle gøre det i form af det tragiske nationale nederlag i 1864.

Presset voksede hurtigt. Men for mig er det afgørende på denne Grundlovsdag ikke, at demokratiet kom. Det afgørende er måden, det kom på.

Da demonstrationerne voksede i København i marts 1848, valgte Frederik den Syvende ikke at slå hårdt ned. Han valgte at acceptere udviklingen. Kort efter var enevælden reelt slut.

Det er svært at overvurdere betydningen af dette psykologisk og kulturelt.

I USA blev staten født som noget, borgerne måtte rive fri fra en konge. Mistilliden til magten blev skrevet direkte ind i nationens DNA. Amerikanerne diskuterer stadig deres forfatning næsten religiøst, fordi den repræsenterer noget, der blev kæmpet og lidt for.

I Danmark blev staten ikke besejret. Staten reformerede sig selv.

Det skabte en anden relation mellem borger og magt. Mere tillid. Mere pragmatisme. Mere konsensus. Men måske også mindre demokratisk alarmberedskab.

Danskerne lærte aldrig rigtigt at betragte staten som noget, man konstant måtte holde i skak. Staten blev ikke oplevet som modstander, men som garant for orden, stabilitet og senere velfærd.

Måske er det derfor, demokratiet i Danmark så ofte opfattes som naturtilstand snarere end som noget skrøbeligt. Som noget, der bare “er der”. Noget næsten uundgåeligt.

Men historien viser noget andet.

Demokratier er ikke naturfænomener. De er civilisationer af vilje, konflikt og fælles selvbevidsthed. Og måske begynder et folks demokratiske karakter allerede i den måde, det bliver demokratisk på.

-------------------------------------

Del 2: Demokratiets danske driftsmodel

Hvis demokratiet i Danmark blev født administrativt, blev det i det tyvende århundrede gradvist omdannet til noget endnu mere fredeligt: en driftsmodel.

Det er svært at overvurdere, hvor succesfuldt det danske samfund egentlig blev. Efterkrigstiden skabte et af verdens mest stabile, velstående og tillidsfulde lande. Velfærdsstaten voksede. Institutionerne fungerede. Korruptionen var lav. Gaderne var sikre. Politik blev mindre et spørgsmål om overlevelse og mere et spørgsmål om administration.

Det lyder umiddelbart som demokratiets triumf.

Men måske var det også begyndelsen på en langsom afdemokratisering af den demokratiske kultur selv.

For når politik først og fremmest opleves som levering af stabilitet, service og tryghed, begynder borgerrollen også at ændre sig. Borgeren bliver mindre medskaber af nationens retning og mere bruger af et system. Politik bliver noget, professionelle tager sig af. Noget eksperter, kommissioner og embedsværk administrerer på folkets vegne.

Demokratiet fortsætter formelt. Valgene afholdes. Partierne eksisterer. Folketinget debatterer. Men den følelsesmæssige forståelse af demokratiet ændrer karakter.

Det bliver mindre kamp og mere drift.

Måske findes forskellen tydeligst i forholdet mellem Danmark og USA.

Amerikanerne skændes konstant om deres forfatning, deres frihedsrettigheder og statens legitimitet. Konflikten er nærmest indbygget i deres nationale selvforståelse. Amerikanerne frygter magtkoncentration instinktivt, fordi deres nation blev født i opposition til den.

I Danmark frygter vi snarere dårlig stemning.

Vores politiske ideal er kompromiset. Den ansvarlige midte. Det pragmatiske forlig. Vi mistror dramatik og store principielle opgør. Politik må helst ikke fylde for meget. Demokratisk konflikt opfattes ofte som pinlig, populistisk eller usmagelig.

Det er ikke nødvendigvis udtryk for svaghed. Den danske model har skabt enorm stabilitet. Men den har måske også skabt en befolkning, der gradvist holdt op med at tænke demokratisk og begyndte at tænke administrativt.

Efter Murens fald blev denne udvikling forstærket.

Da Sovjetunionen kollapsede i 1989, opstod en ny stemning i Vesten. Den amerikanske politolog Francis Fukuyama formulerede den berømte tese om “historiens afslutning”:

At det liberale demokrati i praksis havde vundet definitivt. De store ideologiske konflikter var ovre. Fremtiden tilhørte integration, globalisering, markedsøkonomi og teknokratisk styring.

Politik skulle nu i stigende grad handle om management frem for eksistentielle spørgsmål.

Danmark tog måske denne idé længere end næsten nogen andre lande.

For den passede perfekt til vores nationale temperament. Hvis historien virkelig var slut, hvis de store konflikter virkelig var fortid, så gav det mening at overlade stadig mere magt til eksperter, internationale institutioner og administrative systemer. Politik blev reduceret til regulering, økonomistyring og governance.

Spørgsmål, der tidligere ville have handlet om suverænitet, identitet eller folkestyre, blev omformuleret til tekniske spørgsmål om effektivitet, standardisering og ansvarlighed.

Det var ikke længere:

“Hvem skal styre landet?”

Men:

“Hvilken model anbefaler kommissionen?”

Samtidig voksede komfortsamfundet. Streaming, pensioner, velfærdsydelser, boligmarked, forbrug og underholdning fyldte mere og mere af den mentale horisont. Demokratiet blev baggrundsstøj. Noget permanent. Noget stabilt. Noget næsten naturgivet.

Danskerne kunne styres, så længe de fik velfærd, vejrudsigter og Vild med dans.

Det lyder kynisk. Men måske beskriver det også en civilisation, der blev så tryg, at den gradvist mistede fornemmelsen af, hvad politisk frihed egentlig kræver af et folk.

Ikke bare rettigheder.

Men årvågenhed.

-------------------------------------

Del 3: Velfærd, vejrudsigter og ‘Vild med Dans’

Det er i dette mentale landskab, EU for alvor bliver 'forståeligt'.

Ikke som en fremmed magt, der pludselig overtog Danmark. Ikke som kampvogne, besættelse eller revolution. Men som den næsten naturlige kulmination på et demokrati, der i generationer havde bevæget sig væk fra konflikt og hen imod administration.

For EU passer næsten perfekt til den moderne danske politiske kultur.

Teknokratisk.

Konsensusorienteret.

Ekspertbaseret.

Juridificeret (er det et ord?)

Gradvis.

Ansvarligt.

Pragmatisk.

Magt flyttes ikke dramatisk i EU. Den flyttes administrativt.

Ikke med soldater i gaderne, men med direktiver, harmoniseringer (hader det lokke-ord), domstolsafgørelser, standardiseringer og forordninger. Ikke gennem ét stort historisk chok, men gennem tusind små beslutninger, der hver især virker tekniske, begrænsede og rationelle.

Jeg kalder det:

Demokratisk død ved tusind EU-forordninger.

Det er netop derfor, processen bliver så vanskelig at mærke. Der findes ingen storm på Christiansborg. Ingen dramatisk afskaffelse af Folketinget. Ingen officiel erklæring om, at dansk suverænitet nu er sekundær.

Formerne består.

Vi stemmer stadig.

Partierne eksisterer stadig.

Debatterne fortsætter stadig.

Grundlovsdag fejres stadig.

Men samtidig flyttes stadig større dele af det reelle politiske råderum væk fra nationalstaten og over i overnationale strukturer, som den almindelige borger har meget begrænset mulighed for at påvirke direkte.

Det mest bemærkelsesværdige er måske ikke, at det sker.

Men hvor lidt modstand det møder. Fra os. Danskerne.

Andre nationer reagerer ofte voldsomt på spørgsmål om suverænitet. Fordi nationen dér forbindes med frihedskamp, revolution eller historiske traumer. Men Danmark har aldrig haft samme følelsesmæssige forhold til suverænitet. Staten blev historisk oplevet som beskytter og administrator - ikke som noget, der skulle holdes i skak af et årvågent folk.

Derfor accepterer mange danskere også magtoverførsel, så længe hverdagen fungerer nogenlunde. Så længe pensionen kommer. Så længe supermarkederne er fyldte. Så længe streamingtjenesterne virker, vejrudsigten lover sol i weekenden, og Vild med dans starter fredag aften.

Komfort bliver demokratiets bedøvelse.

Måske er det derfor, moderne europæisk afdemokratisering heller ikke ligner fortidens diktaturer. Der er ingen uniformerede masser på torvene. Ingen censurmyndighed, der banker på døren midt om natten. Ingen officiel afskaffelse af friheden.

Tværtimod.

Systemet opleves ofte som blødt, humant og velfungerende.

Det er netop det der giver mig mere og mere myrekryb.

For måske er det muligt gradvist at bevæge sig ud af demokratiet uden helt at opdage det, hvis processen hele tiden pakkes ind i stabilitet, ansvarlighed og administrative nødvendigheder.

Måske er det den store historiske ironi ved Danmark.

Vi blev demokratiske uden revolution.

Vi lærte at stole på staten.

Vi gjorde politik til administration.

Og netop derfor opdagede vi måske aldrig helt, hvor meget demokratisk magt der kunne outsources, før demokratiet begyndte at forandre karakter.

For selvfølgelig har vi stadig demokratiske institutioner.

Spørgsmålet er bare, hvilken slags demokrati vi efterhånden har.

Et folkestyre kræver mere end procedurer. Mere end valgplakater og tv-debatter. Det kræver et folk, der oplever sig selv som suverænt. Som politisk vågent. Som villigt til konflikt, uenighed og ansvar.

Måske er demokratiets største fare derfor ikke tyranni.

Måske er det et folk, der langsomt holder op med at mærke, hvad frihed egentlig er.

Jeg ønsker dig en god Grundlovsdag.

Må Gud - og du - bevare Danmark.

@folketinget @SFpolitik @Enhedslisten @pelledragsted @alternativet_ @AlternativeUnge @ullaterkelsen1 @stinuslindgreen @Statsmin @Spolitik @AlexVanopslagh @LiberalAlliance @JuulMona @KonservativeDK @stojberg @partietDD @DanskDf1995 @radikale @moderaterne_dk @hansersej @ALangballe @erik_holstein @Winther12 @TomJensen1966 @JensenChrje @CCordsen @SMSerup @lassetv2 @Peter_Mogensen @KristiansenMk @helleib @CorduaJarl @metteoestergard #dkpol @ElisabetSvane #dkmedier

[Jesper W. Rasmussen (who/dis) @JesPerfekt]

@IbsenRykov Hvad er din forklaring på, hvorfor det er denne falske narrativ, der er blevet kolporteret over hundrede år?

[Jesper W. Rasmussen (who/dis) @JesPerfekt]

@IbsenRykov Det kan du med rette anholde - og det er i så fald en del af pointen. Min pointe er, at danskerne tror at demokrati er noget, man får forærende. Ikke noget man behøver kæmpe for at få - og da slet ikke noget, man behøver kæmpe for bevare.

[Jesper W. Rasmussen (who/dis) @JesPerfekt]

@IbsenRykov Modtaget. Hvor er du er uenig i den præmis, jeg nedlægger? Eller foregik der i Danmark en blodig revolution mod enevælden, som vi bare ikke har hørt om?

[Jesper W. Rasmussen (who/dis) @JesPerfekt]

@IbsenRykov Som jeg også anfører i mit essay. Men demokratiseringen af Danmark skete ikke i et voldeligt opgør med enevælden.

[Jesper W. Rasmussen (who/dis) @JesPerfekt]

@MikkelH54488484 Præcis. Folk får ikke lov - formår ikke? - at tænke dybere. Længere. De er:

[Eva Selsing @EvaSelsing]

Jeg kan allerede høre den indestængte vrede i dansk TDS-journalistik over dette. Det, den enkelte TDSer ikke forstår om sig selv er, at han hader Trump, *fordi* han hader Henry Nowak og de andre ofre for hans liberale dogmer. Trump er ikke hans fjende. Du er.

[Jesper W. Rasmussen (who/dis) @JesPerfekt]

@PeterRa58783464 Det kaldes at påkalde sig de mandlige genitalier i forventning om snartlig EU-exit. Stor, stor personlig skuffelse. Men sådan er dét 😞

[Dave Rubin @RubinReport]

Denaturalize and Deport.

[Jesper W. Rasmussen (who/dis) @JesPerfekt]

@JohnCleese Oh. Right. There’s that.