Rune Selsing

Filosof og forfatter

[Rune Selsing @SelsingRune]

@lassebirk @MartinMurm80177 Det har jeg ikke nogen særlig viden om.

[Rune Selsing @SelsingRune]

Link: https://t.co/USBsnsryaz

[Rune Selsing @SelsingRune]

Har skrevet om Kina og Ruslands nye erklæring med principper for en ny verdensorden. De handler om mellemfolkelig forståelse, samarbejde, tolerance og plads til forskellighed. Dem kan de sagtens få opbakning til i det meste af verden.

Hvis Vesten skulle udforme et bud på en verdensorden, ville den snarere handle om, at vi altid har ret, og at alle skal være som os.

Fra klummen:

“Det kan godt være, at vi ikke længere er stærke nok til at bestemme retningen, men hvis vi ikke engang har et bud på den, må vi i stedet se passivt til, mens den nye verdensorden skyder op omkring os.

Kina og Rusland har til gengæld et bud. Forleden var der topmøde mellem Xi og Putin, og efter mødet udsendte de en fælles erklæring om »etableringen af en multipolær verden og internationale relationer af en ny type«.

Erklæringen tager udgangspunkt i de ændrede styrkeforhold i verden, fordi stater i Asien, Afrika, Mellemøsten, Latinamerika og Caribien har fået mere magt og gjort verden polycentrisk, altså med flere magtcentre, og de taler om »visse stater«, der »egenhændigt forsøger at styre verdensanliggender og påtvinge resten af verden deres interesser«

Erklæringen rummer fire principper.

(…)

Fjerde princip handler om civilisatorisk mangfoldighed. Ingen moralske systemer kan betragtes som enestående eller overlegne i forhold til andre. Det er selvfølgelig et angreb på Vestens uafviselige chauvinisme. Hvis vi skal have resten af verden med os, bliver vi selvfølgelig nødt til at aflægge den liberale selvovervurdering og intolerance.

Er der, trods hykleri, ærligt talt ikke mere klogskab i denne erklæring end noget, vi hører fra nogen vestlig leder? Vi gør hverken os selv eller verden noget godt ved at holde fast i vores selvhøjtidelige liberale fundamentalisme. Verdensordenen er under radikal forandring, uanset om vi er med eller ej.”

[Rune Selsing @SelsingRune]

Parnasset kunne selvfølgelig ikke fordrage Frederik Lind Køppens digte. De passer nemlig ikke ind i den venstreorienterede skabelon, som gør samtidskunsten ligegyldig og uvedkommende.

Vi har skrevet noget mere om, hvorfor ‘Stjernens navn er malurt’ er den vigtigste digtsamling i en menneskealder.

[Eva Selsing @EvaSelsing]

RUNES OG MIN KOMMENTAR I WEEKENDAVISEN OM FREDERIK LIND KØPPEN: Hvorfor blev en enestående højreorienteret digter forsøgt cancelleret af Berlingske, Weekendavisen og resten af det progressive etablissement? Fordi vi befinder os under det liberale jerntæppe:

"Det var selvfølgelig verdens mindste overraskelse, at etablissementet ikke kan foredrage Frederik Lind Køppens digtsamling ’Stjernens navn er malurt’: Den er et radikalt brud med de altdominerende forestillinger om, hvad god kunst er. Dens livssyn er nemlig konservativt.
...

Men hvorfor er Køppens digte så gode? For at parafrasere Lars Bukdahl: De er ikke gode, fordi de er højreorienterede - selvom de også er det. De er gode, fordi de er gode. Enestående, faktisk. Vi har allerede nu talt med mange læsere, der blev rørt ind til knoglerne af hans lyrik. Digtene kan det, andre nutidige digte ikke kan; nemlig at bevæge, opløfte, forklare, forfærde, dulme og åbenbare.

Digtene er sprogligt rige, men det er ikke et stilgreb. Sproget er her, i modsætning til hos Køppens venstreorienterede kolleger, ikke en selvstændig pointe, som skal gøre det ud for interessant, originalt eller gennemtænkt indhold. Køppens digte er først og fremmest gode, fordi de krystalklart og med en voldsom energi gør modernitetens mørke sider levende i kort, fortættet prosa. Passagerne skrevet med versaler er Køppens vrede, og de pulserende afsnit uden punktummer er katharsiske for enhver, der som han oplever, at noget er helt galt i det moderne menneske og den kultur, der præger det.

Som i ’Åbent brev til Søster Syfilis’ - den unge kvinde, hvis sjæl er blevet ødelagt af tiden. Digtet indledes med et rørende portræt af hendes barndom, af hendes far, der møjsommeligt hængte familiebilleder op i deres hjem, mens hun ’gumlede på krydderboller’ – det samme hjem, hvor hun nu, endnu ung, depraverer sig selv med åndeligt snavs og sugardating, fra den mugne seng med ’gustenhvide lagener’ som ’chips-befængte fingre ofte var blevet aftørret i’, med pletblod på:

”Søster, det er allerede for sent for dig, du græder ikke, kan heller ikke, kun en diffus, nagende følelse kommer til tider over dig, dette er din sidste rest af menneskelighed, der forgæves forsøger at anråbe dig, inden du giver den det sidste dødsstød med dine vibrerende dragedildoer// Verden kunne være smuk, og dette er din største synd: din forbrydelse mod det sublime, det ophøjede.”
...

Det var særligt øjenåbnende at se, at et samlet parnas og dets t-shirt-fetichister var blandt de mest desperate for at udgrænse en enestående dygtig, modig og tiltrængt kulturkonservativ, højreorienteret, kristen kunstner.

Det, vi lærte af ikke-debatten var, at vi nu, i Danmark og Vesten, har egentlig dissidentlitteratur. I Sovjetunionen, under jerntæppet, havde man det, der kaldtes ’samizdat’: altså undergrundsproduktionen af censureret eller forbudt litteratur. Vi lever ikke under østblokkens jerntæppe. Men vi lever under et liberalt jerntæppe. Man bliver ikke sendt i arbejdslejr for at have holdninger, der ligger uden for den globalt orienterede liberalisme; man bliver skandaliseret, cancelleret, marginaliseret.

En frydefuld magt at have for den autoritære liberale mand! Han læser ikke bøger. Han er ikke synderligt vidende. Han er antiintellektuel, fordi han afskyr dissens. Han lever for sig selv og de materielle og kødelige opnåelser, morgendagen kan bringe, hvis han smisker og gør sig lækker for de andre mænd, som er skåret over samme utugtige læst. Det giver forfremmelser. Det åbner døre. Det åbner praktikanten.

Frederik Lind Køppens digte er samizdat under det liberale jerntæppe. Det siger mere om parnasset og den pæne borgerlighed, end det gør om Køppen. De første er autoritære, den anden er en kristen, højreorienteret kunstner, der elsker sit land, sine landsmænd, sin kultur og er vred over, at de samme mennesker, der udgrænser ham, har skabt et inferno for vores børn."

[Rune Selsing @SelsingRune]

Der er massiv kulturpåvirkning fra Vesten af Kina og Rusland og hele deres moderne historie er et forsøg på at implementere vestligt tankegods (såsom kommunisme) Det er generelt et spørgsmål af uendelig kompleksitet og bare brugen af “større faktor” er i sig problematisk pga. vekselvirkninger. For nemheds skyld ville jeg rubricere materialistiske forklaringer under ét og nok lægge større vægt på arbejdsforhold og urbanisering end velstand og teknologi. Man kan selvfølgelig sige, at urbaniseringen er et produkt af industrialisering som er teknologi. Man de materialistiske forhold kan resultere i markant forskellige livsforhold og som vi forskellige samfund får flere erfaringer, vil de genoverveje deres idégrundlag. Som følge af Vestens relative svækkelse, tror jeg også vi vil opleve større diversitet i verden.

[Rune Selsing @SelsingRune]

Der er radikal forskel på Aristoteles’ ‘mennesket skal udføre sit formål’ og til kristendommens ‘mennesket har værdi i sig selv’. Det er noget af den mest grundlæggende idéhistorie, men det vil da ikke undre mig, hvis Rothbard ikke har forstået den, og det er i hvert fald komisk. Aristoteles betragter eksempelvis slaveri som et menneskes naturlige forhold.

Og nej, Nozick får ikke sine rettigheder fra Locke, fordi de mente noget radikalt forskelligt. Nozick bruger kun en (totalt misforstået) Locke til at diskutere det sekundære spørgsmål om ejendomsret. Til gengæld deler han 99% filosofi med Rawls.

[Rune Selsing @SelsingRune]

Nej, telos er ikke noget specifikt menneskeligt fór Aristoteles. Alting har et telos og ligesom dyr og planter skal udføre deres formål skal mennesker det også. Ideen om mennesket som mål i sig selv har Aquinas fra Det Nye Testamente.

Og nej, Nozick bygger i stærkt begrænset omfang direkte på Locke (men der er selvfølgelig påvirkning gennem forfatningsfædre etc. ligesom det gælder for Rothbard). Det er evident, at Nozick ikke engang har læst hele Lockes hovedværk. For Locke handler det om Guds ejendom, at vi har pligter over for os selv og andre, målet er ‘det fælles gode’ etc. Temmelig fjernt fra Nozicks rawlsianske absolute og universelle rettigheder med mennesket som fuldkommen ukrænkeligt. Det er en grund til, at fagfilosoffer generelt betragter Rawls som grundlægger af moderne politisk filosofi.

[Hans T. Nielsen @rothbardDK]

Fik endelig hørt @SelsingRune og @EvaSelsing fremragende podcast om Frederik Lind Køppen og moderne kunst – og kontrasten til den kunst, Bukdahl og co. hylder. Det fik mig til at tænke på nedenstående komiske klip fra Smagsdommerne, hvor Bukdahl omtaler værket “Monogrammer”, knap 6000 siders computergenererede navne, som stor, anbefalesværdig kunst 😅

Bukdahl og co. burde kunne erkende, at der eksisterer en klar kulturel, venstreorienteret ensretning. En ensretning som Fogh jo forsøgte at gøre op med tilbage i 2001, da han mere eller mindre forgæves blæste til kulturkamp i opgøret med smagsdommerne.
Det mest slående er egentlig, hvor lidt der har ændret sig siden.

Rune Lykkeberg beskrev det godt i "Kampen om sandhederne" (2008), hvor han skriver om, hvordan det kulturelle borgerskab ikke selv forstod Foghs kritik, for de så ikke sig selv som smagdsommere. De var blinde for deres egen magt: “De formodede undertrykkere benægtede, at undertrykkelse overhovedet havde fundet sted.” (s. 102).

De kulturradikale smagdsommere promoverede det anti-autoritære, frisindet, fri abort, fri pornografi, imens “det nationale og det religiøse blev bestemt som reaktionært, hvorimod det internationale og det ateistiske var progressivt. Fascismen havde status som det absolut onde. Hvis man kunne påvise en fascistoid tendens i modstanderens argument, havde man vundet diskussionen. Fascismen blev bestemt som forfaldstendens i både den sorte skole, nationalismen og modstanden mod moderne kunst. Hitler kunne jo heller ikke lide abstrakt kunst, som det blev sagt.” (s. 95)

Denne 1970’ernes progressive tænkning blev siden institutionaliseret, og dens position var egentlig “anti–autoritær, men beskylder nu alle sine modstandere for at være autoritære. Den forholder sig ikke til modstandernes konkrete argumenter, men ophæver argumenterne i en pegning mod en underliggende reaktionær ideologi.”

Bukdahl og co.s kritik af Køppen synes mest af alt at være udtryk for den moderne videreførelse af et sådant progressivt 1970'er-syn.

[Rune Selsing @SelsingRune]

Det har du fuldkommen misforstået. Både Rawls og Nozick faktisk. Rawls er i sin kerne kantianer og bruger uvidenhedens slør som støtte til sit argument. Nozick har formelt intet grundlag for sine liberale rettigheder, men postulerer dem ud af det blå. Han erklærer dog selv, at alle filosoffer dog nu må arbejde inden for Rawls’ system eller fortælle, hvor de afviger. Nozick afviger kun, når det gælder spørgsmålet om omfordeling.

Og nej, Aristoteles har ikke nogen forestilling om menesket som mål i sig selv. Det er nemlig en kristen idé. Så selvfølgelig har Rothbard den ultimativt fra kristendommen, men i den liberale sekulære udgave er Kant ophavsmanden.

[Rune Selsing @SelsingRune]

@rothbardDK @EvaSelsing Glæder mig!

[Rune Selsing @SelsingRune]

Martin: Nej, Nozick arbejdede indenfor et system, der stort set var identisk med Rawls’. De havde en fordelingspolitisk uenighed. I de store billede er de filosofisk set fuldkommen ens.

Og ift. Kant er hans mennesker som mål ikke som midler og deontologi voldsomt indflydelsesrig på liberalismen. Rothbard er (selvevident) også en del af denne tradition, men jeg vil da ikke afvise, at Rothbard ikke selv var klar over det.

[Rune Selsing @SelsingRune]

@steffen_groth Det var sidst, jeg læste noget, du havde skrevet. Du havde fusket med både med et citat af Netanyahu og betydning af ‘et folk’. I stedet for, at stå ved dine manipulationer blokerede du mig.

[Rune Selsing @SelsingRune]

Christian Egander Skov skrev forleden et uhyrligt angreb på Frederik Lind Køppens digtsamling fyldt med nazi-associationer. Skov har dog ikke læst den. Han havde alene baseret sin ’analyse’ på et makværk skrevet af den venstreorienterede kulturkriger Steffen Groth. Som i øvrigt alene skrev om det digt, Køppen læste op i Deadline og næppe har læst samlingen. Det samme digt har Kasper Støvring i øvrigt skrevet en detaljeret gennemgang af i Kontrast.

Det utrolige er, at Køppen snarere mener præcis det modsatte af, hvad Christian Skov beskylder ham for. Køppen har ikke skrevet et forsvar for etniske enklaver biologisk solidaritet og blodofring. Han har skrevet et angreb på dem!

Skal man forstå ’Stjernens navn er malurt’ skal man læse den hele. Og man skal forstå, at Køppen er en kristen digter.

”Digtsamlingen rummer en stor vrede og skuffelse over vores tid. Over reduktionen af det menneskelige til noget biologisk, over materialismen, overgreb på børn, tilfældig Tinder-sex, indvandrervoldtægter, grimhed og undertrykkelse.

Man kan sammenligne Køppen med den franske forfatter Michel Houellebecq, der igennem et helt forfatterskab har tegnet et dystert billede af vores tid med overfladisk materialisme, besættelse af kærlighedsløs sex og meningsløshed. Men det er lige så lidt et forsvar for denne verden, som at Orwells 1984 skulle være en hyldest til overvågningssamfundet. Nej, Houellebecq er en benhård moralist, der er forbitret over verden, som den er.

Sammenlignet med Houellebecq er Frederik Lind Køppens vrede både mere intens, righoldig og ikke mindst modsætningsfyldt. For mens franskmanden (ligesom Orwell) aldrig forlader mørket, er er masser af håb og mening hos Køppen. ”Tro ikke at jeg er en sortsynet verdensfornægter” lyder det. Nu må man aldrig begå den fejl at tage et ’jeg’ i et digt bogstaveligt, men tvetydigheden er der lige fra begyndelsen af digtsamlingen.

Undervejs stiger fortvivlelsen og vreden. Men håbet vinder hele tiden tilbage i glimt. Man forstår ikke en snus af digtsamlingen, hvis man ikke forstår, at den er kristen. ”Evigheden”, ”lyset”, ”det ophøjede” og massevis af teologiske referencer. ”Gud, hvorfor lader du mine ord runge ud i natten?”, spørger han. Det måske smukkeste vers i samlingen lyder: ”Jeg ser frem til at gro mine vinger. De er ufortjente. Men alt er af nåde og kærlighed”.

Det er en mørk digtsamling, og der er rigeligt, man kan forfærdes over. Køppen moraliserer mindst lige så voldsomt som Houellebecq, og derfor hader de kulturradikale som Lars Bukdahl og Erik Skyum-Nielsen den selvfølgelig. Ligesom de ikke kan fordrage den opbyggelige afslutning. For Frederik lader os ikke blive i mørket, men afslutter sin samling med et opbyggeligt digt og ”visheden om, hvor stor Godheden er i verden”.

Måske var det alligevel en dårlig idé at kaste om sig med naziassociationer om en digtsamling, man ikke engang har læst? Måske bør man i det hele taget holde sig fra modbydelig vulgarisering af den offentlige debat?”

[Rune Selsing @SelsingRune]

@steffen_groth Gennem mange år.

[Rune Selsing @SelsingRune]

@steffen_groth Det var en komplet uvederhæftig artikel, du skrev. Også værre end dengang jeg afslørede dig i at fuske med citater.

Jeg kan anbefale alle, at læse Kasper Støvrings deltaljerede gennemgang af samme digt:

https://t.co/wpPoqkb4T7

[Rune Selsing @SelsingRune]

@steffen_groth De er begge langt mere ideologiske end jeg er.

[Rune Selsing @SelsingRune]

Blot fordi man forkaster en del af noget, betyder det ikke, at man ikke er dybt påvirket. Hele den højreliberale tradition Rothbard skriver i har udgangspunkt i Locke og Kant. Rothbards originalitet er først og fremmest den radikale syntese.

Nozick, Rawls er et endnu bedre eksempel på uenighed baseret på inspiration. Altså bortset fra, at Nozick åbent erklærer, at han bygger videre på Rawls (hvilket enhver i øvrigt kan se) samtidig med, at roser ham til skyerne, som en filosofihistoriens største tænkere. De var overhovedet ikke fjender.

[Rune Selsing @SelsingRune]

@lassebirk @MartinMurm80177 Nej, han argumenterer ret grundigt for det. I hele bogen faktisk. Kernen i argumentet er, når den dominerende tænkning har det atomiserede autonome individ som fundamentalantagelse, så bliver den gradvist afspejlet i samfundet.

[Rune Selsing @SelsingRune]

@MichaelVektor @skov_chr Hej @grok. Udgør disse ord en nazi-association:

Det var noget med ”1930erne”, ”flammekaster”, ”langskaftede sorte støvler”, ”blodsfortælling”, ”sump”, ”march i sump”, ”stank af sump”

[Rune Selsing @SelsingRune]

Ja, det er meget interessant. I øvrigt pudsigt at Støvring elsker Kongens Fald, og jeg bryder mig virkelig ikke om den. Men selvom jeg ikke kan lide den, kunne jeg aldrig drømme om at kalde den et forsvar for voldtægt, hvilket omtrent er, hvad etablissementet har gjort med Køppen.